Politiet kalder eftersøgt for terrorist

19. april 2013 12:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet kalder eftersøgt for terrorist
Billede mangler

Politiet i Boston jagter fortsat den sidste mand bag bomberne ved Boston Marathon i mandags, som de kalder »terrorist«.

 

I forsøget på at få fingre i manden, som politiet betragter som »yderst farlig og ude på at dræbe«, og sikre, at der ikke sker yderligere tragiske hændelser i byen, har statens guvernør valgt at indstille al offentlig trafik på ubestemt tid. Og på et pressemøde fredag middag dansk tid bad politiet desuden butikker i Watertown og omegn om at holde lukket og indbyggerne om at blive indendøre samt at gå hjem, hvis de venter på bus eller tog ved stationer eller busstoppested.

Man forventer, at det er i dette område, Watertown, at den mistænkte er på fri fod, for det var netop her, der torsdag aften var skyderier ved universitetet MIT, hvor den anden formodede gerningsmand bag maraton-bomberne blev dræbt. Af samme årsag er der heller ikke undervisning på universitetet fredag.

»Han blev såret i en skudduel med vores politibetjente, og han er efterfølgende død af sine kvæstelser,« siger en talsmand for Boston Politi.

En læge på det hospital, der modtog den kvæstede mistænkte og tidligere 24 ofre fra mandens bomber, Beth Israel Deaconess Medical Center, fortæller ligeledes på et pressemøde, at hospitalet modtog en mand torsdag aften, der var såret af adskillige pistolskud og muligvis også af eksplosioner. De værste kvæstelser var i maven, og han havde hjertestop, da han ankom til hospitalet, hvor lægerne måtte opgive at behandle ham. Selv om politiet har bekræftet, at den ene formodede gerningsmand er død, ville lægen dog ikke identificere sin patient yderligere, end at han er »en voksen mand«.

Det drama, der udspillede sig sent torsdag, bliver af et øjenvidne forklaret til NBC News. Den ene formodede bombemand blev anholdt uden for hans vindue.

»To bevæbnede mænd skød mod et stort antal politimænd, som derefter gav igen med tung beskydning i flere minutter,« siger øjenvidnet Andrew Kitzenberg til NBC News.

Den ene mistænkte satte sig derefter ind i en sort Mercedes, mens den anden løb direkte ned mod politienheden, beretter Kitzenberg, der siger, at den mistænkte faldt om efter endnu en runde skud fra politiet.

Over lokalbetjentenes politiradio udtrykker flere betjente frygt for, at den mistænkte, der stadig er på fri fod, er i besiddelse af eksplosive stoffer. Det er ikke noget, der er bekræftet, men betjentene bliver bedt om at være yderst forsigtige.

Ud over den store mængde skydevåben skulle den anden mistænkte bombemand være iklædt en grå hættetrøje, være bleg i huden og have mørkt, brunt hår.

I forbindelse med natten skududvekslinger er en enkelt betjent død, og en anden er hårdt såret. Præsident Obama er blevet briefet, lyder det fra Det Hvide Hus.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu