Politiet: Kom nu ud af busken

22. januar 2012 15:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet: Kom nu ud af busken
Billede mangler

Nogen ved noget om det 21-årige drabsoffer fra Frederiksberg. Det er politiet sikker på og retter derfor nu en tryglende appel til befolkningen.
“Kom ud af busken og fortæl os det, I ved. Og hvis I er bange for at stå frem, så hvisk os det i øret; så skal vi nok finde ud af at beskytte jer. Vi er nødt til at opklare det her,” lyder det indtrængende fra Hans Henrik Raben, politikommissær ved Københavns Politi og efterforskningsleder i drabssagen, til Newspaq.
Politiet er sikker på, at der ikke bare er tale om et tilfældigt overfald, men det derimod er et planlagt opgør.
“Vi ved, at der sidder nogen derude med en central viden i sagen,” slår Hans Henrik Raben fast.
I går gik politiet ud i offentligheden med navn og billede af den 21-årige dræbte. Han hedder Cem Aydin og er efter politiets opfattelse en velintegreret ung mand med tyrkiske aner, men født her i landet.
“Han arbejder som kundeservicemedarbejder hos et ganske respekteret firma. Hans bror er læge, og familien virker til at være meget velfungerende,” oplyser Hans Henrik Raben.
Politiet har siden offentliggørelse af navn og billede på offeret fået omkring 40 henvendelser, hvordaf 10 har budt på oplysninger, som politiet nu efterforsker.
“To har set ham ved Duevej og Mariendalsvej. De stopper op og snakker med ham. Han er alene, til fods og i godt humør. Det her sker cirka et kvarter inden overfaldet,” siger efterforskningslederen.
Cem Aydin boede med sin mor på Kong Georgs Vej på Frederiksberg. Han var tæt på at være hjemme, da overfaldet fandt sted, og det bestyrker politiets mistanke om, at overfaldet var planlagt.
“Der må være nogen, som har set de to biler, en sølvgrå BMW 3-serie model E46 og en hvid eller sølvgrå Ford Mondeo, køre rundt i området omkring gerningstidspunktet klokken ca 23:17 den torsdag den 19. januar,” siger Hans Henrik Raben.
Den 21-årige beskrives som mand af tyrkisk afstamning, ca. 185 cm høj og slank af bygning. Han havde blå jeans, hvid hættetrøje, brun dynejakke med hætte og blå Nike-sko med rødt logo på.
“Vi har en stærk formodning om, at Cem Aydin er gået tid fods hele vejen hjem – en gåtur, der normalt tager 20-25 minutter, men kan ikke udelukke, at han har mødt nogen, som han er kørt sammen med, eller at han eventuelt har taget bussen. Normalt går han dog til fods, og efter vidneforklaringer går han normalt ad følgende rute: Stærevej – Vestergårdsvej – Mågevej – Borups Allé – Fuglebakkevej – Duevej – Mariendalsvej – Nordre Fasanvej frem til Kong Georgs Vej”, fortæller Hans Erik Raben.
Politiet håber, offentliggørelsen af navn og billede kan betyde, at de kan lægge et puslespil, der kortlægger Cem Aydin sidste 45 minutter.
“Er der nogen, der har set ham? Var han alene? Blev han passet op af nogen på ruten? Har nogen set ham skændes med nogen? Er der nogen, der har set nogen af de nævnte biler følge efter ham? Det er spørgsmål, som vi vil meget taknemmelige for at svar på, siger Hans Erik Raben.
Newspaq erfarer, at der er sået tvivl om første vidnes forklaring; at overfaldsmændene var lyse i huden. Et andet vidne har tilkendegivet, at der var tale om gerningsmænd af anden etnisk herkomst end dansk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu