Politiet konfiskerer værdier som aldrig før

18. maj 2012 16:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet konfiskerer værdier som aldrig før
Billede mangler

Politiet bliver bedre og bedre til at kradse fortjenesten ind fra personer, som retsvæsnet dømmer for økonomisk kriminalitet og narkokriminalitet. De dømte må aflevere alt lige fra smykker og biler til udenlandske ferielejligheder.
Sidste år konfiskerede landets politikredse værdier for op imod 194 millioner kroner. Det er næsten en fordobling i forhold til 2010, hvor tallet var lige godt 101 millioner kroner.
Det fremgår af tal fra Politiets Årstabel, der offentliggøres mandag.
De sidste 10 år har tallene kun i et enkelt år været over 100 millioner kroner. Det var i 2008, hvor politiet konfiskerede værdier for knap 130 millioner kroner. Resten af årene har tallet ligget mellem 29,5 millioner og 81 millioner kroner.
De største værdier blev i 2011 konfiskeret af Københavns Politi, men også Nordsjællands Politi og Sydøstjyllands Politi får lagt hånd på store værdier i forbindelse med straffesagerne.
Sidste år konfiskerede Københavns Politi alene for op imod 113 millioner kroner.
Hos Københavns Politi forklarer senioranklager Helle Sørensen stigningen med, at der hos politiet og anklagemyndigheden generelt er øget fokus på at konfiskere fortjenesten på kriminalitet.
– Enkelte større sager kan selvfølgelig give et boost opad i statistikken, men vi har fået mere fokus på at konfiskere effekter hos de tiltalte, der ender med at blive dømt i de straffesager, som vi fører, siger Helle Sørensen.
I narkosager er det ikke ualmindeligt at fortjenesten bliver investeret. Derfor kan politiet ikke alene konfiskere penge, men også fast ejendom, hurtige biler og guldsmykker.
– Fortjenesten fra den ulovlige virksomhed, som de bliver dømt for, bruger de jo ikke kun til at leve af, den bliver også investeret i varige forbrugsgoder som huse, kolonihaver, både, biler og smykker, siger Helle Sørensen.
Ud over en lang række ejendomme i København har hendes afdeling for organiseret kriminalitet hos Københavns Politi blandt andet været med til at konfiskere 20 ferielejligheder i Sunny Beach i Bulgarien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu