Politiet lavede kopi af Breiviks bombe

24. april 2012 13:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet lavede kopi af Breiviks bombe
Billede mangler

En kopi af Anders Behring Breiviks terrorbombe blev bragt til eksplosion i efteråret i Norge.
Det siger civilingeniør Svein Olav Christensen fra norsk forsvar i tingsretten i Oslo, den norske hovedstad.
Christensen vidner i sagen mod Breivik, der er tiltalt for mord og terror i forbindelse med massakren den 22. juli 2011, da han sprængte bomben i Oslo og begik skudmassakren på øen Utøya.
77 mennesker blev dræbt, otte af bomben og 69 på Utøya.
– Vi fik til opgave at vurdere størrelsen på bomben i regeringskvarteret baseret på fysiske registreringer, siger Svein Olav Christensen i domstolen i Oslo.
Han tilføjer, at forsvaret byggede en kopi af bomben, og det skete, efter at Breivik havde beskrevet, hvordan han konstruerede den.
Den blev bragt til sprængning og havde en sprængkraft, der svarer til mellem 400 og 700 kilo TNT.
I retten gav han et billede på, hvad sprængkraften svarer til.
– Hvis ladningen placeres i en bil, vil fragmenter slynges ud med en hastighed på 1000 meter per sekund, siger han.
Den 33-årige Anders Behring Breivik har tilstået ugerningen, men han erkender ikke nogen skyld.
Han siger, at han myrdede de mange mennesker for at beskytte Norge og Vesten mod muslimsk dominans.
Retssagen mod ham begyndte mandag i sidste uge. Breivik er blevet udspurgt af såvel anklagere for forsvarere i retten, og turen er nu kommet til vidner og eksperter.
Det ventes, at retssagen varer i endnu ni uger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu