Politiet laver ændringer efter fangeflugt

21. januar 2012 13:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet laver ændringer efter fangeflugt
Billede mangler

Det var politiets skyld, at det lykkedes den 24-årige psykiatriske fange, Kenni Stegemeier Lausch, at flygte under en fangetransport ved det psykiatriske hospital i Risskov i begyndelsen af december.
Derfor vil Østjyllands Politi nu se på, hvordan de kan forbedre sikkerheden under transporter af psykiatrisk syge fanger.
“Der skal ikke herske tvivl om, at når sådan noget sker, så får det os til at efterrationalisere, så jeg vil ikke udelukke, at der sker ændringer,” siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jesper Drejer til Newspaq.
Hvilke tiltag politiet vil tage i brug, er endnu uvist, men der skal gøres noget.
“Vi må blive bedre til at sikre de anholdte, så nu må vi se på, hvad vi kan gøre,” fastslår vagtchefen.
Politiet har bedt om offentlighedens hjælp til at finde den undslupne fange, som igennem de seneste dage har truet flere vidner. Han er sigtet for drabsforsøg.
Østjyllands Politi har fået oplysninger om, hvor han har opholdt sig i går, men man vil gerne høre fra folk, der har set Kenni Stegemeier Lausch i dag, lørdag.
Vidner kan anonymt ringe til Østjyllands Politi på 87 31 14 48.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu