Politiet opruster til bornholmsk folkemøde

14. juni 2012 15:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet opruster til bornholmsk folkemøde
Billede mangler

Torsdag begynder Folkemødet på Bornholm, og dermed venter en enorm opgave for politiet på den solbeskinnede klippeø, når landets magtelite med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen kommer forbi.
Ordensmagten har indkaldt alt mandskab og gennemgået alle tænkelige scenarier for den politiske sommerfestival, som bugner med debatmøder, taler og happenings.
– Vi har forberedt os på alt fra en lille demonstration, hvor folk kommer op og slås, og så helt op til en terrorsituation, fortæller politikommissær Peter Jørgensen fra Bornholms Politi.
– Vi har et tæt samarbejde med PET, og der er intet, som tyder på, at der vil ske noget som helst i den retning, tilføjer han.
Folkemødet, som foregår på en kyststrækning i Allinge på det nordlige Bornholm fra torsdag til søndag, er blevet kaldt en politisk udgave af musikkens Roskilde Festival.
– Det er en rigtigt, rigtigt stor opgave for os. En kæmpe opgave. Vi bruger alt mandskab på det her, og de arbejder i 12 timers vagter, fortæller politikommissæren.
Formålet med folkemødet er at give demokratiet i Danmark en saltvandsindsprøjtning, styrke debatten og give borgere mulighed for at møde magthaverne ansigt til ansigt.
– Vi har en sikkerhedsmæssig forpligtelse i forbindelse med de taler, som bliver holdt. At ingen lider overlast, fortæller Peter Jørgensen fra Bornholms Politi.
Der er visse politiske taler, hvor politiet vil være ekstra meget på stikkerne og holde et godt øje efter uromagere, lyder det.
– Ja, det er der. Men jeg vil ikke komme ind på, hvilke politikere, der er tale om, tilføjer politikommissæren.
Arrangørerne venter op mod 30.000 mennesker til Allinge. Sker det, vil det være en tredobling af deltagerantallet i forhold til i fjor, hvor Folkemødet blev holdt for første gang.
– Sidste år opførte folk sig eksemplarisk og var glade, og det. håber vi på og regner med, vil gentage sig, siger Peter Jørgensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu