Politiet skød mod angribende hunde

8. oktober 2012 07:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet skød mod angribende hunde
Billede mangler

En beruset traktorfører ville ikke lade politiet stoppe ham – han pudsede hundene på ordensmagten
 
Da Fyns Politi søndag eftermiddag rykkede ud for at stoppe en beruset traktorfører, der kørte rundt i et skovområde Vest for Glamsbjerg, fik de sig noget af en overraskelse.
 
Den 33-årige chauffør ville nemlig ikke umiddelbart lade sig stoppe. Først kørte han fra politiet, der sad fast i mudder med patruljevognen. Og da politiet igen fik kontakt pudsede den 33-årige sine tre hunde på betjentene. Hundene, der angreb, var en rottweiler, en schäfer og en labrador.
 
Det fik betjentene til at trække deres tjenestepistoler og skyde mod hundene. To af dem blev ramt. Den ene døde mens den anden blev opereret og overlever tilsyneladende.
 
Den 33-årige mand blev efterfølgende anholdt. Politiet fandt ved den efterfølgende ransagning af den 33-åriges ejendom en del fyrværkeri. Han bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven, vold mod tjenestemand samt for overtrædelse af fyrværkeriloven.
 
I dag, mandag, tages der stilling til hvorvidt den 33-årige skal i grundlovsforhør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu