Politiet strammer grebet om Christiania igen

29. juni 2012 18:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet strammer grebet om Christiania igen
Billede mangler

Københavns Politi lægger nu op til igen at øge politiets tilstedeværelse på Christiania.
Der skal være aktioner både i og udenfor fristaden, fremgår det af den strategi for det næste års tid, som politiet i hovedstaden præsenterede fredag.
Og målene er ambitiøse. Christiania skal have den samme politibetjening som andre bydele og hashhandlen skal enten fjernes helt eller reduceres markant.
– Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det vil blive en kombination af forskellige politimæssige virkemidler, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye.
Siden de voldsomme sammenstød i august sidste år, har politiet nedtonet sin tilstedeværelse i det problemramte område.
– Det vi frygtede, var et scenarie, hvor nogle blev slået ihjel eller kom meget alvorligt til skade. Derfor sagde vi til os selv, at vi måtte tænke vores indsats anderledes, siger Jørn Aabye.
Strategien lægger også op til, at beboere både på og udenfor Christiania skal inddrages i arbejdet.
Med legaliseringen af fristaden håber politiet, at man nu får en fondsbestyrelse og andre fora, som man kan komme i dialog med.
Selv om han erkender, at nogen sikkert vil finde det naivt, så håber politiet, at de kan få de gode kræfter på Christiania med på deres side, så beboerne også vil opleve politiets indsats som en fordel.
– Det betyder meget for os, at vi ikke er i opposition til de gode kræfter, siger Jørn Aabye.
Han erkender, at hvis politiet skal øge presset på Christiania, så skal der prioriteres. Derfor skal indsatsen ske i samarbejde med bandeenheden Task Force Øst, og samtidig skal Københavns Politis egne ressourcer på rocker- og bandeområdet også kastes ind i kampen.
Endelig kan det blive nødvendigt at trække på politifolk fra andre kredse, når de helt store aktioner skal afvikles.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu