Politiet: Vi har knækket Christiania-smuglere

17. april 2012 19:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet: Vi har knækket Christiania-smuglere
Billede mangler

Ud af det blå er tilståelserne pludseligt væltet ud af de tiltalte rockere i sagen om flere ton hash.
To fuldgyldige medlemmer af Hells Angels og et tidligere medlem af klubben er i disse dage blandt de tiltalte i København i en sag om indsmugling af hele 3,6 ton hash.
Temmelig overraskende har de i alt fire tiltalte nu valgt at tilstå store dele af sagen.
Den 53-årige hovedmand erkender at have håndteret knap et ton, mens de tre andre erkender lignende mængder, som de enten har været kurer eller lagerforvalter for.
– Jeg er selvfølgeligt glad for, at de tilsyneladende på baggrund af min forelæggelse af sagen har valgt at lægge kortene på bordet, siger anklager Ulrik Sjølin.
Han kan nu skære omkring 17 dage ud af tidsplanen og afslutte retssagen langt hurtigere end ventet.
Politiets beviser bygger blandt andet på kameraovervågning af et af de steder, som rockerne skulle have brugt som mellemlager for rygestofferne.
Sagen har været efterforsket af bandeenheden Task Force Øst, og politiet er overbevist om, at de mange kilo stoffer alle havnede ét sted – på Christiania.
Når straffen skal udmåles, vil politiet gå efter at få pillet hele fortjenesten af den 53-årige hovedmand.
Han risikerer at skulle af med både en sportsvogn, dyre smykker, et stort kontantbeløb og friværdien i en villa i Hvidovre. Han har dog tidligere forklaret, at han havde vundet en større lottogevinst.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu