Politiet vil ikke tolerere Facebook-racisme

9. april 2013 11:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet vil ikke tolerere Facebook-racisme
Billede mangler

Tre facebookbrugere risikerer en dom for racisme, efter at de i weekenden kommenterede politiets efterlysning af to udenlandske voldsmænd i stærkt krænkende vendinger.

 

Det er dog langt fra første gang, at politiets officielle facebookside oversvømmes af racistiske ytringer. Ifølge Rigspolitiets kommunikationschef, Jens Gregersen, udløser efterlysninger og andre indlæg om kriminelle med udenlandsk baggrund så godt som altid generaliserende og krænkende kommentarer.

»For nylig bragte vi et indlæg om en politihund, der havde stoppet to indbrudstyve. I den første version skrev vi, at de to indbrudstyve var litauere, og så kom debatten til at handle om østkriminelle. Derfor fjernede vi indlægget og skrev et nyt uden ordet »litauiske«, for det havde jo ingen betydning for historien,« siger kommunikationschefen.

Han fortæller, at Rigspolitiet løbende vurderer, om det i det hele taget kan betale sig at være til stede på sociale medier.

»Når vi ser så voldsomme udfald, som vi så i weekenden, overvejer vi naturligvis, om det er indsatsen værd at have en facebookside. Men det mener vi, det er, for generelt giver det stor værdi for politiet. Vi har for eksempel haft stor succes med at efterlyse folk via Facebook,« siger Jens Gregersen.

Ifølge forfatter og konsulent Peter Svarre, der rådgiver virksomheder og organisationer i brugen af sociale medier, har politiet og andre offentlige myndigheder stor gavn af at være på Facebook og lignende netværk. Men han understreger, at det kræver en aktiv indsats.

»Der vil altid opstå problemer, når man skriver om følsomme emner som kriminalitet, men hvis man sørger for at lave klare retningslinjer og censurere brugere, der ikke kan følge dem, kan det lade sig gøre at holde en god tone,« siger Peter Svarre.

For politiet betyder det, at man konstant holder øje med aktiviteten på facebooksiden, sletter krænkende indlæg og sørger for – som i tilfældet med de litauiske indbrudstyve – at undgå sprogbrug, der kan friste svage sjæle.

»Vi er opmærksomme på vores eget sprog og prøver at tilrettelægge det, så vi undgår ord, der aktiverer hadefuld kommunikation. Det er jo ikke vores opgave at få folk til at overtræde loven. Men på den anden side er det vigtigt at signalere, at der følger et ansvar med ytringsfriheden,« siger Jens Gregersen.

Det er Københavns Politi, der efterforsker weekendens ytringer, som er blevet fjernet fra politiets facebookside. Det vides endnu ikke, om bagmændene brugte falske facebookprofiler til at skrive deres racistiske budskaber.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu