Politiet vil tage rockers lottogevinst

13. april 2012 16:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet vil tage rockers lottogevinst
Billede mangler

En Lamborghini og et Rolex-ur til en halv million er bare to af de luksusting, som politiet vil konfiskere fra den 53-årige rocker, der er tiltalt for at være bagmand i en stor sag om hashhandel.
Men superbilen bør blive i indkørslen, mener forsvareren. Den er nemlig – ligesom mandens guldsmykker til 1,6 millioner kroner – købt for penge, rockeren har vundet.
“Det er vores opfattelse, at de her ting stammer fra en lottogevinst,” siger Michael Juul Eriksen til Newspaq.
Foruden den dyre bil, smykkerne og Rolex-uret vil politiet konfiskere mandens kolonihavehus og friværdien i et hus i Hvidovre.
Det fuldbyrdede HA-medlem har ifølge forsvarer Michael Juul Eriksen vundet 5,2 millioner kroner.
Den 53-årige og en anden tiltalt rocker-bagmand blev anholdt i april sidste år.
Deres hashliga har ifølge politiet forsynet blandt andet Pusher Street på Christiania i København med næsten 3,6 tons hash mellem august 2010 og april 2011.
Sagen fortsætter på tirsdag, hvor en række vidner skal afhøres i sagen. Forsvareren går efter at få rockeren frikendt.
“Han nægter sig skyldig, så det er det resultat, vi stræber efter,” siger Michael Juul Eriksen til Newspaq.
Sagen er berammet til 17 dage.
Michael Juul Eriksen er blandt andet kendt for sit arbejde som forsvarer for rockerne Brian Sandberg og Jørn ‘Jønke’ Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu