Politihund satte tænderne i røver på flugt

1. marts 2013 12:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politihund satte tænderne i røver på flugt
Arkivfoto.

Fyns Politi slog torsdag kloen i en røver, der har været på fri fod siden 30. december sidste år.

 

Tilbage i december stjal manden en guldkæde til en værdi af 20.000 kroner fra en guldsmed i Kongensgade i Odense. Manden stak af, men blev indhentet af indehaveren af guldsmedebutikken og nogle tilløbende vidner. Det lykkedes dog manden at springe ind i sin bil, og derefter forsøgte han at køre sin forfølgere ned. Bilen blev senere fundet, men der var ingen spor af bilens ejer.

Det var der til gengæld torsdag, da manden blev standset af en patrulje i Odense. Manden var godt klar over, at broerne bag ham brændte, så han forsøgte at stikke af fra politiet igen. Under sin flugt søgte manden tilflugt i et kloakrør, og en kvindelig kondiløber blev overrasket, da den drivvåde røver pludselig åbnede et kloakdæksel og kravlede op på vejen.

En politihund fik hurtigt færten af manden igen og måtte bruge tandsættet for at få manden til at stoppe.

Manden erkender at have stjålet guldkæden, men nægter sig dog skyldig i at have forsøgt at køre indehaveren og vidnerne ned. Sagen skal nu afgøres i retten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu