Politiker føler sig renset af Kammeradvokaten

29. november 2012 14:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiker føler sig renset af Kammeradvokaten
Billede mangler

Efter Kammeradvokatens redegørelse om trafik-direktørs løn føler De Konservatives Tom Behnke sig renset.
 
Den aftrådte formand for Rådet fra Sikker Trafik, De Konservatives Tom Behnke, føler sig renset af Kammeradvokatens redegørelse for de voldsomme lønstigninger, som rådets direktør, Anders Rosbo, de seneste år har fået.
 
– Jeg er tilfreds med, at Kammeradvokaten konkluderer, at jeg ikke har handlet ansvarspådragende, skriver Tom Behnke i en sms til Ritzau.
 
Tidligere på måneden trak Tom Behnke sig som formand, efter at Rigsrevisionen kritiserede trafikdirektør Rosbos mange lønstigninger.
 
Med Tom Behnkes medvirken har Anders Rosbo fået en lønstigning på 27 procent fra 2007 til 2011. Dertil kommer en Alfa Romeo, og i januar 2012 fik han så endnu en lønstigning på yderligere 6 procent. Rosbo scorer således en årsløn på 1,1 million kroner.
 
Lønstigningerne – samt en tre-årig forlængelse af Rosbos åremålskontrakt – fandt sted, uden at Behnke sikrede sig, at Justitsministeriet og trafikrådets forretningsudvalg fik besked, som reglerne ellers kræver.
 
Forretningsudvalget i Rådet fra Sikker Trafik har nu indledt drøftelser med direktøren om at tilbagebetale en del af hans løn.
 
Men rådet vil ikke offentliggøre Kammeradvokatens redegørelse.
 
Tom Behnke har tidligere forklaret den manglende information til omverdenen om de mange lønstigninger med, at det bundede i “misforståelser”.
 
Da han selv var formand – og dermed sad med det overordnede ansvar – tog han konsekvensen og trak sig efter Rigsrevisionens kritik.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu