Politikere delte oplysninger med Waterfront

24. februar 2013 02:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politikere delte oplysninger med Waterfront
Billede mangler

Flere socialdemokratiske politikere har plejet tæt omgang med det omstridte PR-bureau Waterfront og selv inviteret lobbyister indenfor, skriver Jyllands-Posten.

 

Waterfront har sågar de facto ageret dirigent i en politisk aftale, der sidste år sikrede de sidste penge til en 111 millioner kroner dyr og skatteyderbetalt omfartsvej til Waterfronts kunde Grenaa Havn.

Undervejs i processen delte både den socialdemokratiske formand for Folketingets transportudvalg, Benny Engelbrecht (S), og Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) oplysninger med Waterfront om de politiske forhandlinger om vejen, afslører kilder tæt på forløbet og en række mails, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Benny Engelbrecht har tidligere kritiseret Waterfronts metoder skarpt, men ifølge en mail fra Karsten Madsen fra Waterfront har de to haft en flere timer lang snak, hvor den socialdemokratiske politiker gav følsomme oplysninger, som PR-bureauet ifølge dokumenter brugte i en politisk studehandel.

Aftalen sikrede ifølge Karsten Madsens mail Dansk Folkepartis Kim Christensen (DF) æren for at have fundet de sidste penge til omfartsvejen i Grenaa.

»Jeg kan i det store og hele godt bekræfte det, som er gengivet i mailen. Ja, jeg fortalte Karsten Madsen om det, der foregik hos os, og hvordan det hele ville kunne blive skruet sammen. Men det ville jeg have gjort til enhver, der havde spurgt mig, også almindelige borgere ville jeg have sagt det til,« siger Engelbrecht til Jyllands-Posten.

Tidligere formand for S-folketingsgruppen og borgmester Jan Petersen modtog også den pågældende mail og svarede Waterfront, at han fra transportminister Henrik Dam Kristensen (s) også havde den opfattelse, at man kunne slå en politisk handel af og skrev »Det er dog væsentligt, at vi har høj diskretion om dette«.

Til det siger borgmesteren i dag til avisen:

»Det kan godt være, at du har sådan en mail. Det er der ikke noget odiøst i. Du må gerne smække de mails i Jyllands-Posten, hvis du har lyst. Jeg varetager Norddjurs Kommunes interesser og har ikke noget problem med det.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu