Politikere kræver erstatning til lam 14-årig

13. april 2012 16:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politikere kræver erstatning til lam 14-årig
Billede mangler

Gelænderet på Dronning Louises Bro på Nørrebro i Købehavn var gennemtærsket af rust, og den 14-årige pige faldt mere end fire meter ned.
I dag er hun lammet af sit fald, men Københavns Kommune nægter at udbetale erstatning til pigen efter den tragiske ulykke.
Det vækker nu harme både i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og på de bonede gulve på Christiansborg.
“Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at Københavns Kommune ikke vil påtage sig et ansvar for manglende vedligeholdelse, som ender i personskade. Derfor må vi have set på, om vi skal stramme reglerne, så kommunerne påtager sig et større ansvar for ulykker som konsekvens af misvedligholdelse af byens rum,” siger Venstres Martin Geertsen i en pressemeddelelse.
Han har i flere år været kommunalpolitiker i Københavns Kommune og er i dag medlem af sit partis folketingsgruppe.
Den 14-årige pige brækkede ryggen ved faldet. Hendes veninde fik kun knubs. De faldt begge, da det rustne gelænder knækkede og de 4,5 meter ned. Men kommunen mener ikke, at den har ansvaret for det rustne gelænder.
Også internt i de politiske korridorer på Københavns Rådhus vækker den manglende erstatning harme.
“Københavns Kommune skal ganske enkelt opføre sig ordentligt. Den stakkels pige er invalideret, fordi vi ikke har vedligeholdt et rækværk ordentligt, og så skal vi selvfølgelig stå ved vores ansvar. Den er faktisk ikke længere,” siger gruppeformand for Liberal Alliance i Borgerrepræsentationen Lars Berg Dueholm.
Han kalder det “forargerligt” og systemets arrogance, når det er værst. Martin Geertsen mener, at kommunen ikke vil udbetale erstatning fordi det kan danne præcedens.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu