Politikere skuffede over klimaaftale

11. december 2011 13:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politikere skuffede over klimaaftale
Billede mangler

Skuffende og uambitiøst.
Efter fjorten dages intense forhandlinger, er FN’s 194 medlemslande blevet enige om en klimaaftale.
Indtil videre er den dog kun en køreplan, der skal føre frem til en bindende aftale i 2015. I 2020 skal den så føres ud i livet.
Det er alt for uambitiøst, mener flere danske politikere.
“Vi må konstatere, at der bliver gjort for lidt og for sent. Derfor er det her ikke en aftale, der kommer til at redde klimaet,” siger Socialdemokraternes klimaordfører, Jens Joel, til Newspaq.
Han hæfter sig blandt andet ved, at USA ikke skal gøre noget før i 2020 for at nedsætte deres CO2-udledning.
“Det er simpelthen for sent. Det ved vi ud fra de videnskabelige beregninger,” siger Jens Joel.
Hans kollega i Europa-parlamentet Dan Jørgensen er enig. Han kalder aftalen “en dyb skuffelse.”
“Nu har USA og de andre store forurenere reelt udskudt at gøre noget indtil 2020. Og det vil være for sent, hvis vi skal forhindre klimaet i at købe løbsk. Det er utrolig usolidarisk over for verdens fattige lande, som rammes af klimaforandringerne,” siger han.
Den Radikale miljøordfører, Rasmus Helveg Petersen, kalder dog aftalen et skridt i den rigtige retning.
“Det er super godt og overraskende, at der overhovedet er kommet et resultat. For det vigtigste er at holde liv i processen” siger han til Newspaq.
Rasmus Helveg Petersen understreger dog, at miljøet ikke alene kan reddes af store, internationale aftaler.
“Vi skal også gøre noget på egen hånd i Danmark,” siger han.
Også Jens Joel mener, at CO2-begrænsninger skal komme fra de enkelte lande.
“Det komme ikke til at ske med lovgivning oppefra og ned. Vi må i højere grad håbe på, at danske virksomheder kan se, at der er nogle forretningsmæssige muligheder i det her,” siger han.
Desuden er det besluttet i Durban at oprette en grøn fond, der skal hjælpe udviklingslande med at tage deres del af slæbet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu