Politikere: Stop skævvridning af statens arbejdspladser

29. oktober 2012 05:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politikere: Stop skævvridning af statens arbejdspladser
Billede mangler

Stadig flere statslige arbejdspladser rykker fra provinsen til hovedstaden og det vil politikere i Region Syddanmark nu have stoppet.
 
Politikere i Region Syddanmark og i regionens 22 kommuner appellerer i en fælles henvendelse til flere ministre regeringen om at stoppe skævvridningen i fordelingen af statens arbejdspladser, da der bliver flyttet stadig flere job fra provinsen til hovedstaden.
 
I stedet bør regeringen lade sig inspirere af de gode erfaringer fra Sverige, hvor man med held har flyttet flere statslige arbejdspladser fra Stockholm ud i landet som kompensation for nedskæringer på forsvarsområdet.
 
Det fremgår af den fælles henvendelse, som formanden for Region Syddanmark og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V), og formanden for Kommunekontaktrådet i Syddanmark, Vejen-borgmester Egon Fræhr (V), netop har sendt til fem ministre.
 
Her fremhæves det, at man i Syddanmark inden for en kort periode har mistet bekymrende mange statslige arbejdspladser, da Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen har flyttet opgaver og arbejdspladser til andre placeringer uden for regionen.
 Koster yderligere arbejdspladser
Senest har regeringen spillet ud med et forslag om at ændre på strukturen for landets statsforvaltninger, og holder oplægget stik vil det koste yderligere statslige arbejdspladser i regionen.
 
”Meget tyder desværre på, at skævvridningen af fordelingen af statens arbejdspladser fortsætter og forværres. Desuden har vi hørt om en række andre statslige arbejdspladser, der er i fare for at blive centraliseret eller besparet, herunder Skifteretten og Jordbrugskommissionen. Det vil være urimeligt, hvis Region Syddanmark, der i forvejen kun har lidt over halvt så mange statslige arbejdspladser per indbygger som Region Hovedstaden, også her bliver ramt, hedder det i henvendelsen rettet til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), finansminister Bjarne Corydon (S), minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S). 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu