Politikere vil gøre det sværere at fyre stressramte

4. februar 2013 10:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politikere vil gøre det sværere at fyre stressramte
Billede mangler

Der er behov for at se nærmere på, hvornår arbejdsgivere kan fyre medarbejdere, der er gået ned med flaget som følge af stress.

 

Sådan lyder meldingen fra begge sider af salen i Folketinget.

– Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at kigge på det her, da stress er et stigende problem, siger SFs arbejdsmarkedsordfører Sanne Rubinke.

Østre Landsret afgjorde for nylig, at en 32-årig advokat skulle have erstatning af advokatfirmaet, som fyrede ham efter to måneders sygemelding som følge af stress.

Landsretten fastslog, at fyringen var usaglig og tilkendte den 32-årige erstatning svarende til to måneders løn.

Ifølge juristernes og økonomernes forbund, DJØF, skal det være sværere for arbejdsgivere at fyre stressramte medarbejdere, ligesom erstatningsniveauet ifølge forbundet er for ringe.

Synspunktet møder forståelse hos SF.

– To måneders løn lyder ikke af meget, men jeg er ikke sikker på, at det er noget, vi politikere kan ændre på. Til gengæld mener jeg, at stress fylder så meget, at det bør have en særstatus. Så jeg er parat til at se på, om man eksempelvis kan indføre en delt bevisbyrde, sådan som man har i sager om afskedigelse som følge af graviditet, siger Sanne Rubinke.

I sager om fyringer af gravide er der delt bevisbyrde, og dermed skal arbejdsgiver løfte en del af bevisbyrden og sandsynliggøre, at fyringen ikke sker på grund af graviditeten.

Også De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen (K), er klar til at diskutere sagen.

– Jeg anerkender, at det er en vigtig problemstilling, som jeg gerne vil gerne være med til at diskutere. Men jeg kan ikke sige her og nu, hvordan vi skal skrue reglerne sammen. Det skulle nødigt ende med, at vi får lavet et system, der ikke virker, og som måske kan gøre det attraktivt at sygemelde sig og drage til New Zealand med familien, siger Mai Henriksen.

– Stress en sygdom, vi ikke kan ignorere, men det er også klart, at det er lidt sværere at håndtere lovgivningsmæssigt end et brækket ben og en graviditet, siger Mai Henriksen.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen (S), mener, at reglerne er gode nok, som de er nu, efter at regeringen har sidestillet fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

– Det er klart signal om, at stress er lige så vigtig som fysiske sygdomme, siger Lennart Damsbo-Andersen, der ikke mener, politikerne skal blande sig i erstatningsniveauet.

Til gengæld mener han, at man i den aktuelle sag om den fyrede advokat på et tidligere tidspunkt kunne have inddraget Arbejdstilsynet, som allerede er udstyret med handlemuligheder i forhold til psykisk arbejdsmiljø.

DJØF foreslår, at der også indføres delt bevisbyrde, når det gælder sager om stress-fyringer. Det advarer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) dog imod.

– I DA mener vi, det er en god ting, at man skal bevise, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. En delt bevisbyrde ville være et brud med en meget klassisk dansk retsopfattelse, siger advokat Linda Rudolph Geisen, DA, til Politiken. DA henviser til, at barselslovgivningen baserer sig på et EU-direktiv og derfor ikke sammenlignelig med dansk lovgivning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu