Politiledelse tavs om hjerneskadet betjent

27. juni 2012 17:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiledelse tavs om hjerneskadet betjent
Billede mangler

En varsom ledelse i Fyns Politi vil ikke udtale sig om den politimand, som onsdag blev dømt for vold mod en borger.
Betjenten, ER, fik i 2009 en hjerneskade, da han blev slået hårdt i hovedet under en boksetræning i politiet.
Alligevel vendte han tilbage til gaderne og patruljerede i de udsatte aften- og nattetimer.
– Vi hæfter os ved, at betjenten ankede dagens dom. Når den endelig dom falder i landsretten, så vil vi kommentere den konkrete sag, siger vicepolitidirektør Arne Gram fra Fyns Politi til Ritzau.
Flere undersøgelser af den 39-årige politiassistent har vist, at det hårde slag efterlod ham med koncentrationsbesvær, dårlig intuition, svækket hukommelse og problemer med at holde overblikket i pressede situationer.
Men efter længere tids sygemelding og en efterfølgende skrivebordstjans kunne den københavnske betjent trække i uniformen igen i 2011. Denne gang hos Fyns Politi.
Da Retten i Odense onsdag idømte den 39-årige fire måneders fængsel, heraf tre måneder betinget, fortalte dommer Jens Lind, at hjerneskaden havde betydning for byrettens afgørelse.
– Der er lagt vægt på, at ER trods sin hjerneskade blev anset som egnet til almindeligt politiarbejde, og det har efter rettens vurdering haft betydning for de valg, han traf i situationerne, sagde dommeren.
Derfor valgte retten at straffe ham mildere, end man ellers ville have gjort.
Det var to unge politielever, som indberettede ER for hans hårdhændede metoder.
Begge sad i retten tirsdag og vidnede mod deres kollega, som i sidste ende kun blev dømt for to ud af fire forhold.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu