Post Danmark skal omdele mange julekort

6. december 2011 06:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Post Danmark skal omdele mange julekort
Billede mangler

Neeeeejjj, et julekort i postkassen. Mails og sms’er slår ikke den gamle håndskrevne julehilsen på papir.
 
Post Danmark har fået lavet en undersøgelse, som viser, at tre ud af fire regner med at sende julekort i år.
 
Det er flere end for to år siden, hvor det var to ud af tre, der ville sende en julehilsen med posten.
 
“Der bliver sat pris på det nære og personlige, som et julekort giver. Det viser, at afsender har tænkt på en og gerne vil sende en kærlig tanke – og så er det jo også bare en naturlig del af julehyggen,” siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark til Newspaq.
 
Syv ud af 10 danskere kommer i julestemning, når de modtager julekort med posten, og tre ud af fire synes, at julekort hører julen til.
 
“Julekort betyder både noget for den, der modtager den kærlige hilsen, men også for den, der skriver. Det kan være som del af en hyggelig advents-søndag, hvor man klipper og klister sammen med familien, eller måske en alene-stund, hvor man nedfælder lidt tanker om året, der gik,” siger Lars Kaspersen.
 
Julekort-traditionen er dog langt mere rodfæstet i den ældre generation end blandt de unge.
 
Mens hver tredje ung mellem 18 og 34 år ikke regner med at få julekort i år, gælder det kun tre procent af de ældre over 65. Hver fjerde ældre regner endda med at få over 10 julekort.
 
 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu