Præster nægter at lukke deres kirker

24. april 2012 08:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Præster nægter at lukke deres kirker
Billede mangler

Lukning af kirker i København kommer ikke til at ske i god ro og orden. Tværtimod.

 
I syv af de i alt 17 kirker, som stiftsrådet i København har anbefalet at lukke, nægter præster eller menighedsrådsformænd at følge anbefalingen. Det viser en rundringning, Kristeligt Dagblad har foretaget.
Det drejer sig om Enghave Kirke, Gethsemane Kirke, Sankt Lukas Kirke, Absalon Kirke, Davids Kirke, Sankt Pauls Kirke og Aalholm Kirke.
– Jeg kan kun se det som et fejlgreb at lukke kirken, og den reaktion, tror jeg, deles af resten af menigheden.
– Det er en underlig oplevelse at være vidne til et kirkeliv, som fungerer godt, og så stå for skud på en sådan måde, at man godt kan undværes, siger sognepræst i Sankt Lukas Sogn Steffen Vasby Voge.
Kun i tre kirker siger man uforbeholdent ja til at lade sig lukke: Lutherkirken, Solbjerg Kirke og i Blågårdens Sogn.
I Sankt Pauls Kirke tager sognepræst Mette Basbøll og menigheden kampen op i den kommende høringsrunde.
– Vi skriver tilbage til stiftet om vores indsigelse, for vi mener, det er en forkert beslutning. Sankt Pauls Kirke er en meget afholdt kirke i lokalområdet og kendt for, at der sker mange ting. Det er ikke en tom kirke, og vi har aldrig messefald, siger hun.
Sognepræst i Davids Kirke Anne-Mette Gravgaard kalder beslutningen for “pokkers synd for menigheden” og “rædselsfuld” for præsten.
Blandt eksperter i kirkeret er der ikke enighed om, hvem der kan bestemme, at kirkerne skal lukkes. Der er nemlig ingen skrevne regler for kirkelukninger.
Ifølge retsteolog Kristine Garde kan et menighedsråd ikke tvinges til at lukke kirken mod sit ønske. Men den vurdering er professor med speciale i kirkeret Ditlev Tamm ikke enig i.
– Udgangspunktet må efter min mening være, at beslutningen er biskoppens og budgetmyndighedernes som de øverste ansvarlige for stiftets indretning og økonomi, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu