Præstø-dommen får ingen juridiske konsekvenser

1. februar 2013 16:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Præstø-dommen får ingen juridiske konsekvenser
Billede mangler

Der var tydelig lettelse at spore hos Thomas Bøhm, efter Retten i Nykøbing Falster fredag idømte Lundby Efterskoles forstander 60 dages betinget fængsel og gav efterskolen en bøde på i alt 250.000 kroner.

 

Som far til Nicklas, en af de 13 elever, der kæntrede med dragebåden 11. februar 2011 og havnede i fjordens iskolde vand, håber Thomas Bøhm nu, at kunne komme videre med sit liv.

– Jeg har fået at vide, at jeg har været en sur og bitter mand. Ulykken er det første, jeg har tænkt, når jeg står op, og det sidste, jeg har tænkt på, inden jeg går i seng. Nu håber jeg at kunne komme videre, siger Thomas Bøhm, der frygter, at sagen bliver anket og dermed fortsætter.

Sagen fra Præstø Fjord er unik i dansk retshistorie, men ifølge to professorer vil dommen ikke få juridiske konsekvenser fremover. Det lå i forvejen fast, at en skoleleder er ansvarlig for sikkerheden, påpeger de.

– Dommen får højst den betydning, at andre efterskoler, som har risikofyldte aktiviteter på skemaet, enten vil pudse deres retningslinjer af, eller få lavet nogle helt klare regler, siger Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

Retten i Nykøbing fandt forstander Truels Truelsen og selve Lundby Efterskole skyldige i uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af sikkerheden til søs. Til gengæld blev de tiltalte frifundet for den mest alvorlige anklage, uagtsomt manddrab.

I dommen fastslås det, at efterskoleforstanderen havde en »særligt begrundet anledning« til at sørge for, at sikkerheden var i orden i forbindelse med skolens dragebådssejlads. Desuden begrundes dommen med, at der ikke fandtes skriftlige retningslinjer for sikkerheden i forbindelse med sejladsen.

Eva Smith, professor ved Københavns Universitets juridiske Institut, er enig med Lars Bo Langsted i, sikkerheden nu vil få et nøk op på efterskoler landet over:

– Jeg er helt sikker på, at andre efterskoler vil nærlæse dommen. For det første vil de sørge for, at materiellet er tip top i orden, og for det andet vil de få lavet nogle helt klare retningslinjer for deres aktiviteter i fremtiden. Forældre, der overlader deres børn til efterskoler eller lignende, skal kunne regne med, at der er sørget for sikkerheden.

Juridisk vil dommen dog ikke få nogen betydning, vurderer Eva Smith.

– Det er ikke nyt, at en ledelse er ansvarlig for sikkerheden. Det nye er, at der aldrig før – heldigvis – er sket sådan en ulykke. Men man kan ikke sige, at dommen er enestående og vil betyde noget for fremtidige sager, siger hun.

Betydning eller ej – for forstander Truels Truelsen var dommen rystende, fortæller hans advokat, Peter Giersing.

– Min klient er meget ked af det og meget rystet. Det har han sådan set været hele tiden, for han er jo frygtelig ked af, at eleverne er kommet galt af sted, siger forsvareren, der havde krævet sin klient frifundet.

– Dommen er forbavsende, fordi den uagtsomhed, som skolens forstander efter rettens opfattelse har udvist, er uhyre beskeden. Retten siger, at han har handlet uagtsomt ved ikke at sørge for, at der var skrevne regler om de aktiviteter, der foregik, siger Peter Giersing.

Forstanderen og efterskolen har nu to uger til at overveje, om de vil anke dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu