Pres på ECB for at hjælpe Europa

3. april 2013 17:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pres på ECB for at hjælpe Europa
Billede mangler

De 23 medlemmer af Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB), der holder sit næste møde torsdag, er under stigende pres for enten at sætte renten ned eller gøre noget andet, som puster mere liv i den fortsat meget svage europæiske økonomi.

Der er i hvert fald ingen tydelige tegn på, at den fremgang og det gradvise opsving, som ECBs topchef, italienske Mario Draghi, har lovet gang på gang i længere tid, er ved at bide sig fast.

Tværtimod viser de sidste nye tal, at arbejdsløsheden i de 17 eurolande steg til 12 procent af arbejdsstyrken i februar. Det svarer til, at hele 19,1 millioner mænd og kvinder er uden job, hvilket er det højeste tal nogensinde.

Også det såkaldte PMI-indeks, der løbende tager temperaturen på europæisk økonomi, faldt i marts til bare 46,8, efter det var oppe på 47,9 i februar. Når denne indikator er under 50, er det et tegn på, at økonomisk tilbagegang og recession venter forude.

»Så der er grundlag for at gøre noget. En rentesænkning er mindre sandsynlig, men kan ikke udelukkes. Men ellers venter mange, at der kommer andre tiltag, eventuelt i form af nye programmer for opkøb af obligationer eller initiativer, som kan sætte mere gang i bankernes udlån til de mindre virksomheder især i Sydeuropa,« siger Frank Øland Hansen, der er seniorøkonom hos Danske Bank..

Lav rente mange år endnu

Den Europæiske Centralbank har holdt sin rente fast på 0,75 procent siden sidste sommer, og ved sidste rentemøde slog Mario Draghi fast, at renten vil blive lav i ganske lang tid fremover, og formentlig helt frem til 2015 eller længere endnu.

Mario Draghi har også udtalt flere gange, at ECB »vil føre en lempelig pengepolitik, så længe der er brug for det«.

I USA har Federal Reserve på tilsvarende vis lovet at holde den korte rente lav og nede omkring nul procent, indtil ledigheden kommer under 6,5 procent eller inflationen over 2,5 procent. ECB har ikke for vane at udstede så klare løfter. Men Mario Draghi prøver at tage små skridt i den retning, og næste step i den retning kommer måske allerede ved torsdagens rentemøde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu