PRM / Lolland Kommune bliver medlem af WHO Healthy Cities

19. maj 2017 11:00 | Af: Ritzau Info
 

Lolland Kommune vil hjælpe borgerne med at få et sundere liv. Derfor har kommunen søgt om optagelse i det internationale sundhedsnetværk WHO Healthy Cities, som vejleder kommuner i at udvikle sundhed i lokalområder. 18. maj gav WHO den glædelige besked om, at Lolland Kommune nu er blandt medlemmerne af netværket.

Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

Som medlem af WHO Healthy Cities får Lolland Kommune adgang til netværkets særlige viden og gennemtestede metoder inden for sundhedsområdet. Det kan både bidrage positivt til de indsatser, der allerede er i gang i kommunen, og samtidig inspirere til nye tiltag.

“Sundheden på Lolland trænger til et gevaldigt løft, og vi bilder os ikke ind, at det er en nem opgave. Tværtimod. For at kunne løse udfordringerne har vi behov for større viden og ikke mindst nytænkning i forhold til at gribe det an på den bedste måde. Begge dele ser vi store muligheder for i samarbejdet med WHO Healthy Cities. Her kommer vi helt tæt på den nyeste forskning, og vi kan løbende få del i ekspertrådgivning og andres erfaringer,” siger borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen.

Medlemmer af WHO Healthy Cities forpligter sig til at sætte sundhed på dagsordenen ved at arbejde med netværkets primære fokusområder: lighed i sundhed, borgerinddragelse, tværsektorielt samarbejde og handling i forhold til særlige sundhedsforhold. Derudover er der en forventning om, at medlemmerne deler erfaringer om konkrete tiltag. Til gengæld giver netværket adgang til den nyeste viden på området, gennemtestede redskaber og møder med førende eksperter.



Næsten 100 byer eller kommuner er i dag medlemmer af WHO europæiske Healthy Cities Network, men det er ikke alle forundt at blive optaget. Der er nemlig et max antal licenser til rådighed pr. land. I Danmark er det indtil videre kun Horsens, København og Frederiksberg kommuner, som er med. Det er blandt andet positive erfaringer fra de danske medlemmer, der har inspireret Lolland Kommune til at søge om optagelse:



“Horsens Kommune fortæller, at netværket har medvirket markant til fremgangen i deres område. Vi tror på, at et ambitiøst initiativ som WHO Healthy Cities også kan være med til at sikre en bedre fremtid for borgerne i Lolland Kommune. I forvejen arbejder vi med flere af WHO’s fokusområder, men som medlemmer i netværket kan vi bedre målrette indsatserne ud fra metoder, som vi ved virker,” fortæller formand for Fritids- og Kulturudvalget Heino Knudsen.



Om WHO Healthy Cities


WHO Healthy Cities er et globalt netværk, der engagerer lokale regeringer i at udvikle sundhed i lokalområdet gennem en proces med politisk engagement, institutionelle forandringer, kapacitetsopbygning, partnerskabsbaseret planlægning og innovative projekter. Netværkets overordnede formål er at opnå en betydelig forbedring af den europæiske befolknings sundhed og velvære. Her bliver der lagt vægt på lighed i sundhed, borgerinddragelse, tværsektorielt samarbejde og handling i forhold til særlige sundhedsforhold.



Medlemmerne forpligter sig til WHO’s europæiske Healthy Cities Network på grundlag af kriterier, der fornyes hvert femte år. I en femårs periode arbejder medlemmerne med en række centrale temaer, og der lanceres en politisk erklæring og en række strategiske mål. Hvert femte år skal byrådet beslutte, om man fortsat vil være medlem.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10716221

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu