Prins Harry har dræbt talebanere

22. januar 2013 06:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Prins Harry har dræbt talebanere
Billede mangler

I sin tid som helikopterskytte i den britiske hær i Afghanistan har prins Harry dræbt talebanske oprørere, indrømmer han i interview.

 

– Ja, men det er der mange der har. Alle har skudt en del. Hvis der er folk, der prøver at gøre slemme ting ved vores folk, så sætter vi dem ud af spillet, siger prins Harry til BBC.

I interviewet fortæller prinsen om sin rolle som andenpilot og skytte på en Apache-helikopter.

– Vi skyder, når vi er nødt til det. Vi tager et liv for at redde et liv, siger prins Harry.

Han fortæller yderligere, at en af hans vigtigste opgaver er at redde sårede kammerater.

– Vores job er at sikre, at gutterne på jorden er i sikkerhed. Hvis det betyder, at vi skal skyde på nogen, som skyder på dem, så gør vi det, siger den britiske prins.

Den 28-årige Harry er det første medlem af den britiske kongefamilie, der oplever krigshandlinger, siden hans onkel, hertugen af York, deltog i Falklandskrigen i 1982.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu