Priserne stiger ikke så hurtigt

11. marts 2013 09:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Priserne stiger ikke så hurtigt

I februar blev det 1,2 procent dyrere at købe ind.

 

Du skal have godt en krone mere op af pungen, når du køber ind for 100 kroner, end du skulle for en måned siden. I februar var inflationen på danskernes daglige varer og tjenester på 1,2 procent, og det er en lille smule mindre end de 1,3 procent, som priserne steg med i måneden før.Selv om lønstigningerne har svært ved at holde trit, så kan danskerne glæde sig over, at priserne nu stiger betydeligt mindre end i 2012 og 2011, da inflationen var over 2 procent og endda også nåede op over 3 procent, påpeger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard.

»At priserne nu stiger meget lidt er noget, der bør lune hos de fleste danskere i en ellers kølig tid. De fleste lønmodtagere oplever nemlig i disse år, at lønnen kun stiger meget lidt, hvilket nemt kan føre til deciderede reallønsfald, som vi så i både 2012 og 2011. Men med en så lav prisstigningstakt, som den, vi lige nu oplever, er det større chancer for, at købekraften af lønningerne ikke udhules af stigende priser. Og det samme gør sig naturligvis gældende, når de gælder de offentlige ydelser som f.eks. folkepension, SU og kontanthjælp,« skriver Lone Kjærgaard i sin kommentar til tallene.

En af årsagerne til den lavere inflation er fjernelsen af blandt andet fedtafgiften.

»Men fjernelsen af afgifter har bestemt ikke hele æren for det kraftige fald i forbrugerprisstigningstakten i det nye år. Der er tale om, at en lang række af varer og tjenester stiger mindre end tidligere – herunder fødevarer, husleje samt møbler og boligudstyr,« påpeger cheføkonomen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu