Prisregn over detailhandelen

14. marts 2013 07:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Prisregn over detailhandelen
Billede mangler

Den mest prestigefyldte pris – MMM-prisen – gik til IKEA, mens de to øvrige nominerede i kategorien – Bolia og Tiger – måtte nøjes med ærem ved at være nomineret.

 

IKEA fik prisen, fordi kæden har forøget salget i de fem danske varehuse trods krisen, og fordi IKEA er ekstremt kundevenlig.

Den lidt mystiske titel MMM-prisen gives til en person eller virksomhed, der »på særlig vis har haft betydning for detail- eller engroshandelen«. Navnet stammer fra MMM-klubben – en forløber for Detail-forum. Prisen ledsages af en markant porcelænsfalk, som prisvinderen har til låns i et år.

Der var også tre nominerede til Retail Entrepeneurship Prisen, nemlig Aamanns Smørrebrød, Peter Beier Chokolade og Perch’s Thehandel, og det blev sidst nævnte der løb med prisen. Den gives til en aktør, der »ser eller skaber en stærk niche, tilfører detailhandelen noget nyt eller på anden vis rykker i markedet«. Perchs Thehandel har de seneste år fornyet sig og satser bl.a. på cafe og onlinehandel.

Endelig vandt stormagasinet Salling den tredje pris – Berlingskes Detailhandelspris. Salling har i årevis drevet stormagasiner i Aalborg og Aarhus, og prisen blev givet fordi Salling særligt er brændt igennem inden for markedsføring og annoncering i 2012.

Salling har gennemført en række succesfulde kampagner, som trækker flere unge kunder til, og desuden har Salling nu lanceret en onlinebutik, der skal være forretningens tredje ben og tiltrække kunder uden for de traditionelle dækningsområder.

I øvrigt var Philipson Wine og brillefirmaet Louis Nielsen også nominerede til Berlingskes Detailhandelspris, men altså uden at vinde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu