Professor i lejeret renser Barfoed

28. februar 2013 14:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Professor i lejeret renser Barfoed
Billede mangler

»På det foreliggende grundlag er der intet at bebrejde Lars Barfoed.«

 

Det vurderer professor dr.jur. Halfdan Krag Jespersen, der har speciale i lejeret, om den boligsag, der har hængt som en sort sky over den konservative formand siden december 2012, da han fik mulighed for at leje en 114 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg.

Det var Ekstra Bladet, der først kunne berette, at Lars Barfoed (K) havde fået lejligheden uden om ventelisten i Frederiksberg Boligfond, og at andre borgere, der var interesserede, ikke havde samme mulighed.

Afgørende er dog, pointerer Halfdan Krag Jespersen, at Frederiksberg Boligfond er en privat udlejer – ikke en almen boligforening.

»I virkeligheden bestemmer fonden selv det omfang, man skal bruge de interne regler, og hvis der er én i organisationen, der agerer i strid med fonden, ja, så er det et internt fondsanliggende. Er der foregået noget forkert, så er der ingen, der siger, at Barfoed har været vidende om, at der er foregået noget forkert,« siger Halfdan Krag Jespersen til Berlingske Nyhedsbureau.

Situationen havde set helt anderledes ud, hvis der havde været tale om et almennyttigt boligselskab, pointerer professoren.

»I dette tilfælde havde Barfoed været med til at krænke ventelistereglerne. Men på den anden side er der ingen, der siger, at han kendte reglerne. Der må det være op til organisationen at sige til ham, at »det må du ikke«. Får man en lejlighed, der senere viser sig at være uden for ventelisten, jamen kan man så bebrejde lejeren det? Det mener jeg ikke.«

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Lars Barfoed, men er af den Konservative pressetjeneste blevet henvist til de Konservatives generalsekretær, Martin Dahl.

Han afviser, at der er foregået noget suspekt i sagen, og han mener, at Barfoed er blevet renset med en redegørelse fra boligselskabet PrivatBo, der administrerer al udlejning af lejligheder for Frederiksberg Boligfond.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu