Psykiaters dom: Breivik kan knække

9. maj 2012 15:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Psykiaters dom: Breivik kan knække
Billede mangler

Hvis Anders Behring Breivik bryder sammen, vil det være, når vidnerne giver deres beretning fra massakren på øen Utøya.
Det siger retspsykiater Henning Værøy til VG.
– Han (Breivik. red) vil nok forsøge at holde masken så længe som muligt, men vi har tidligere set, at han er sårbar i forhold til det at knække sammen, siger Henning Værøy.
Hidtil har Breivik ikke vist de store følelser, når de gribende historier og mindeord er blevet fremført for Oslo Byret. Det forholdte sig dog anderledes, da hans egen propagandafilm blev vist.
Onsdag skal den første person, der var i nærheden af Breivik under massakren, vidne. Hun hørte Breivik juble, da han skød og dræbte 69 personer på øen.
– Jeg hørte ham råbe fornøjet, da han skød folk, siger Tonje Brenna, som er generalsekretær for Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF).
Hun overlevede ved at spille død på en stenafsats ved Kærlighedsstien.
En række overlevende har i forbindelse med afhøringer blandt andet fortalt om triumferende råb og latter fra Breivik, og at han skal have viftet med en af AUF’s faner.
Breivik selv afviser dog, at han jublede, mens han angreb. Han siger derimod, at han hele tiden var tynget af de grusomme handlinger, som han udførte.
Henning Værøy tror, at dette tidspunkt i sagen er der, hvor der er størst chance for, at Breivik bryder sammen.
– Så er spørgsmålet, om det skal ses som et mål i sig selv. Men det bliver interessant at se, om han viser tegn på følelser, når der kommer stærke vidneforklaringer i retten, siger Henning Værøy.
Tidligere har Breivik udtalt, at han gerne forlader retten, når vidnerne forklarer, hvis han bliver bedt om det.
Tonje Brenna tror, at det bliver hårdt at vidne.
– Det, som bliver hårdt, er, at jeg bliver den, som måske giver informationer, som flere af de efterladte venter på.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu