Psykisk syg mand får anbringelsesdom efter pædagogdrab

21. februar 2013 12:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Psykisk syg mand får anbringelsesdom efter pædagogdrab
Billede mangler

Den 40-årige psykisk syge Kristian Heilmann er netop blevet kendt skyldig i drabet på socialpædagogen Judy Meiniche Simonsen, som han slog ihjel med 38 knivstik den 7. februar sidste år. Det skriver bt.dk.

 

Han dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, fordi han er blevet erklæret sindssyg af Retslægerådet og dermed ikke er egnet til almindelig fængselsstraf.

Både anklager Mette Schjoldager og forsvarer Steen Husbjerg sagde i deres procedurer, at de mente, at en anbringelsesdom var den rigtige straf for drabet, som Kristian Heilmann har erkendt. Anbringelsesdommen betyder, at Kristian Heilmann kun kan udskrives, hvis det godkendes af en domstol. En psykiater kan altså ikke bare udskrive ham.

Judy Meiniche Simonsen var ansat som socialpædagog på det psykiatriske bosted Blåkærgård, hvor Kristian Heilmann boede. Den 7. februar omkring kl. 17.20 fortæller Judy Meiniche Simonsen en kollega, at hun vil tage Kristian Heilmann med ud på en køretur for at drøfte den medicin, han indtager mod sine psykiske lidelser.

Hvad der præcist skete, efter Judy Meiniche Simonsen og Kristian Heilmann forlod Blåkærgård til Judy Meiniche Simonsen næste morgen blev fundet dræbt ved et ishus i Dollerup Bakker med en kniv siddende i brystet, står hen i det uvisse.

Kristian Heilmann har forklaret, at han ude ved ishuset forsøgte at kysse Judy Meiniche Simonsen, som afviste ham. Efter hans opfattelse indvilligede hun bagefter i at give ham oralsex frivilligt, og at situationen eskalerede derefter.

»Hun siger, at jeg nok skal blive meldt, og så slår det klik. Derfra står det i tåger,« har han forklaret i retten ifølge bt.dk.

Kristian Heilmann stak af fra gerningsstedet og blev først anholdt to dage senere, da han politiet fulgte efter en bil, han havde stjålet. Biljagten sluttede, da Kristian Heilmann kørte ind i et træ. Han erkendte, at det var ham, der slog Judy Meiniche Simonsen ihjel, og han har siden anholdelsen været varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling.

Ifølge bt.dk. er Heilmann tidligere dømt, og han har fået diagnosen skizofren og paranoid psykotisk. Kristian Heilmanns ulovlige handlinger har ført både fængselsstraffe og behandlingsdomme med sig. Og det var en behandlingsdom, der gjorde, at Kristian Heilmann endte på Blåkærgård, hvor han mødte Judy Meiniche Simonsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu