Pulsende elever bremser rygeforhandling

2. marts 2012 14:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Pulsende elever bremser rygeforhandling
Billede mangler

Unge rygerne kan ånde lettet op – indtil videre.
Forhandlingerne om en ny rygelov er nemlig stødt på gevaldige vanskeligheder.
Newspaq erfarer, at det blandt andet er spørgsmålet om rygning på landets gymnasier, der adskiller parterne. Regeringen ønsker at indføre et totalforbud mod rygning på ungdomsuddannelserne – også udendørs.
Sophie Løhde ønsker ikke at kommentere på de konkrete forhandlinger, men bekræfter, at forhandlingerne er sat på standby.
“Man kan sige at den hvide røg ikke er kommet op af skorstenen endnu,” siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, til Newspaq.
“Der er fortsat en række knaster og nogle ting, vi har behov for at få præciseret. Forhåbentligt lykkes det os at lave et bredt forlig, men det er endnu for tidligt at sige,” siger hun.
I pressen lyder det, at regeringens ønske om at forbyde rygning på enkeltmandskontorer spænder ben for forhandlingerne. Men det er ikke helt i overensstemmelse med fakta, da regeringen har givet visse indrømmelser på netop det område, fortæller ordføreren.
“Vi er glade for at regeringen har fået lidt mere jordforbindelse. Vi har blandt andet påpeget, at regeringens forslag om at en vognmand ikke må ryge i sin egen vogn eller landmanden ikke måtte ryge pibe i sin traktor, var en lille smule virkelighedsfjernt,” siger hun.
Parterne skal forsøge at slibe de sidste knaster ned, når de mødes til de næste forhandlinger om to uger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu