Putin kan få præsidentproblemer

5. december 2011 12:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Putin kan få præsidentproblemer
Billede mangler

Vladimir Putin og hans parti Forenet Rusland har fået et skuffende valg til det russiske parlament, Dumaen.
Det står nu klart, at partiet, der også huser præsident Dimitri Medvedev, lander på 50 procent af stemmerne. Det er skuffende efter partiet ved sidste valg fik over 64 procent.
Putin har proklameret, at han igen vil være præsident. Men det kan blive sværere nu, vurderer senioranalytiker fra Dansk Institut for Internationale Studier, Karsten Jakob Møller.
“Spørgsmålet er nu, hvor dan Putin præsidentvalget an. For hvis Forenet Rusland kommer ud med et lige så dårligt resultat, som ved dette valg, så ser det skidt ud for ham. Så har han mistet den folkelige legitimitet, som han har haft indtil nu, og det vil skabe en ny spændende situation,” siger Ruslandseksperten til Newspaq.
Der er præsidentvalg i Rusland til marts.
Landets stærke mand er ifølge Karsten Jakob Møller blevet straffet for sine manglende resultater.
“De har gjort det dårligt de seneste fire år, hvor de ellers har siddet tungt på magten. Der er dybest set ikke sket noget, selvom man har talt meget om kampen mod korruption, modernisering af samfundet med videre,” siger senioranalytikeren.
Beskyldningerne om valgsvindel har de seneste dage fyldt overskrifterne i internationale medier, men det er ikke noget, man er optaget af i Rusland.
“Sådan har det været i mange år. Derfor er det ikke noget, der overrasker. Dem, der er utilfredse, lader bare være med at stemme,” siger Karsten Jakob Møller.
Forholdet til omverdenen – heriblandt Danmark – bliver heller ikke forandret væsentligt efter valget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu