Qatar klar til holde vinter-VM

22. marts 2013 18:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Qatar klar til holde vinter-VM
Billede mangler

Qatar er nu klar til at afvikle VM 2022 om vinteren i stedet for som normalt om sommeren.

 

Selvom værterne for VM 2022 har lovet, at de nok skal sørge for tempererede forhold i ørkenheden takket være nyudviklede, gigantiske aircondition-anlæg, har der været udbredt kritik af FIFAs beslutning om at give opgaven til den arabiske oliestat. Det er fra flere sider blevet foreslået, at man kunne vælge at spille VM-slutrunden om vinteren for at kunne afvikle kampene under forholdsvis moderate varmegrader. Både UEFA-præsident Michel Platini og Franz Beckenbauer fra FIFAs eksekutiv-komité har været fortalere for en vinter-løsning, og nu åbner qatarerne op for muligheden.

– Når det kommer til tidspunktet for VM-slutrunden 2022, har vi fastholdt, at vi bød på at holde VM om sommeren. Flere skikkelser fra fodboldens verden har sagt, at de foretrækker et vinter-VM. Vi er klar til at være VM-værter enten sommer eller vinter. Det ændrer ikke ved vores planlægning, lyder det i en udtalelse fra arrangør-komitéen.

FIFAs præsident Sepp Blatter sagde torsdag, at enhver opfordring om at ændre tidspunkt for slutrunden må komme fra Qatar.

Arrangørerne har planer om at afvikle kampene på stadions med aircondition, stadions som efterfølgende vil blive skilt ad og sendes videre til udviklingslande.

I fredagens udtalelse fastslår arrangørerne, at der er afsat betydelige midler til at udvikle, den teknologi, der skal bruges til at afkøle både stadions og træningsanlæg til VM-slutrunden, og man vil fortsætte udviklingen af denne teknologi under alle omstændigheder.

– Grunden til vores commitment er den arv, som det efterlader til Qatar og andre lande med samme klima. Det vil gøre det muligt, at dyrke sport 12 måneder om året. Denne teknologi skal ikke kun bruges til sport, den kan også bruges på offentlige pladser, så udendørs-livet kan nydes hele året rundt uanset vejret, lyder det fra arrangørerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu