R advarer mod pensionskassernes havnetunnel

4. februar 2013 12:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
R advarer mod pensionskassernes havnetunnel
Billede mangler

Når de fem største pensionsselskaber i Danmark går sammen om at undersøge mulighederne for at investere i infrastruktur, gør de det ikke for »deres blå øjnes skyld«, advarer de Radikales trafikordfører, Andreas Steenberg (R).

 

– Man skal se sig for og sørge for, at det ikke bliver for dyrt for skatteborgerne. Pensionsselskaberne gør det jo ikke for deres blå øjnes skyld, de gør det for at få afkast, siger ordføreren.

Det er ATP, PFA, PensionDanmark, PKA og Sampension, der ifølge Berlingske har iværksat et udredningsarbejde for at klarlægge mulighederne i et offentlig-privat partnerskab, den såkaldte OPP-model.

I udredningen ser de fem store pensionskasser på muligheden for at investere milliarder af pensionskroner i blandt andet en havnetunnel i København og en Kattegat-forbindelse.

OPP-modellen er meget omdiskuteret, og Andreas Steenberg understreger, at det ikke er en »gratis omgang«.

– Hvis pensionsselskaberne låner staten penge til at bygge en bro, så skal de selvfølgelig have nogle penge for det. Staten kan jo låne ret billigt, så vi skal være opmærksom på, at vi ikke gældsætter os dyrt hos pensionskasserne, siger han.

Den fyrede DONG-topchef Anders Eldrup skal sammen med den tidligere Nordea-direktør Peter Schütze stå i spidsen for projektet, og Eldrup afviser, at pensionsselskaberne vil skrue op for profitten.

– Pensionsselskaberne skal overtage en del af risikoen ved projekterne fra staten som modydelse for et højere afkast, siger Anders Eldrup til Berlingske.

Desuden gør politikerne ikke noget for at sætte gang i OPP-samarbejdet, mener den administrerende direktør i PFA, Henrik Heideby.

Den kritik afviser Andreas Steenberg.

– Det er ikke rigtigt, for det står i regeringsgrundlaget. Men vi kigger os godt for, netop så vi ikke gør det dyrere, end det behøver at være, siger han.

I regeringensgrundlaget står der, at regeringen vil »gennemføre en analyse af, hvornår det er økonomisk

fordelagtigt at anvende offentlig-privat partnerskab (OPP) til løsning af offentlige bygge- og

anlægsprojekter«, fordi et øget samarbejde mellem den offentlige og private sektor vil »være til fordel for begge samfundssektorer«.

Til regeringens analyse kan pensionskassernes udredning være brugbar, mener Andreas Steenberg.

– Man kan jo aldrig få nok viden på bordet, når man skal træffe beslutninger. Men vi politikere skal kigge os for, for det kan være en dyr måde at låne på, siger han.

Ifølge Berlingske repræsenterer de fem store pensionskasser en samlet pengetank på op mod 1.700 milliarder kroner, så der er altså penge nok til både havnetunnel og Kattegat-forbindelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu