R: Giv udenlandske studerende tre års ophold

24. juli 2012 08:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
R: Giv udenlandske studerende tre års ophold
Billede mangler

Tre års afsluttet videregående uddannelse i Danmark skal give udlændinge fra lande uden for EU ret til at blive i landet på et greencard, foreslår De Radikale ifølge Berlingske.
På den måde kan de få mulighed for at blive i Danmark og søge job tre år frem. I dag bliver udlændinge allerede sendt ud af landet seks måneder efter, at de har afsluttet studierne, hvis de ikke har et job.
– I dag bliver dygtige udlændinge desværre sendt ud af landet, selv om de kunne gøre Danmark rigere ved at blive og arbejde efter endt uddannelse, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq til Berlingske.
Forslaget bliver bakket op af Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, der kalder forslaget “meget fornuftigt”.
– Jeg er enig i, at det kan virke paradoksalt, at vi bruger skattekroner på at uddanne personer i Danmark, og så samtidig ikke har fornøjelsen af at bruge deres viden og lade dem bidrage til det danske samfund, siger hun til Berlingske.
Også den socialdemokratiske formand for beskæftigelsesudvalget Lennart Damsbo-Andersen er positiv over for forslaget.
Dansk Folkeparti er imod at give de udenlandske studerende ret til et greencard.
Greencard-ordningen er for nylig blevet kritiseret for at sende veluddannede udlændinge ud i fattigdom, fordi ordningen sjældent fører til et velbetalt job i dansk erhvervsliv.
Syv ud af 10 greencard-indehavere, cirka 2.100 personer, befinder sig enten i ledighed eller ufaglærte job, konkluderede en kandidatafhandling fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet ifølge Politiken.
Greencard-ordningen blev indført i 2008 for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark og hjælpe erhvervslivet i den globale konkurrence.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu