R glæder sig over Bondos pragteksemplar

13. marts 2013 16:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
R glæder sig over Bondos pragteksemplar
Billede mangler

Der har til tider været kold luft mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og De Radikale, der efter lærerforeningens smag har blandet sig for meget i de verserende forhandlinger om en ny overenskomst. Nu glæder børne- og undervisningsordfører Lotte Rod (R) sig over, at DLFs formand, Anders Bondo Christensen, fremhæver læreren Ditte, der underviser 25 lektioner om ugen.

 

»Jeg er meget glad for, at Ditte bliver fremhævet som den gode lærer. I regeringen vil vi gerne have flere som Ditte. I dag findes der kun tre procent som hende, det vil vi ændre på« siger Lotte Rod (R).

Berlingske har mandag lavet en oversigt, der viser lærernes arbejdstid. Ifølge den har to-tredjedele af lærerne 20-24,9 lektioner på en uge. 30 procent af lærerne har færre end 20 lektioner på en uge. Tre procent underviser 25 lektioner eller mere om ugen. De store forskelle skyldes, at lærerne varetager forskellige hverv på skolerne såsom bibliotekar eller vejleder.

Læreren Ditte Jensen har medvirket i flere kampagner for Danmarks Lærerforening, og Anders Bondo Christensen fremhævede hende onsdag morgen i Go’ Morgen Danmark på TV 2 som en fremragende lærer.

Det får Lotte Rod til at tro på, at det kan lade sig gøre at lave en reform med opbakning fra DLF.

»Det ligger i skolereformen, at vi vil have mere undervisning, hvis flere lærere kan undervise lige så meget som Ditte, vil vi jo det samme, nemlig have flere som Ditte,« siger Lotte Rod (R).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu