Racismeanklage mod minister efter kage-fadæse

18. april 2012 13:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Racismeanklage mod minister efter kage-fadæse
Billede mangler

Den svenske kulturminister har deltaget i en racistisk begivenhed. Nu skal hun gå af.
Sådan lyder kravet fra en række svenskere med afrikanske rødder. Afrosvenskarnas Riksförbund har set sig sur på kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth, fordi hun søndag deltog i en event, der involverede en kage, som ifølge afrosvenskerne var en racistisk karikatur af en afrikansk kvinde.
I et debatindlæg i den svenske avis Aftonbladet fordømmer Kitimbwa Sabuni, som er formand forAfrosvenskarnas Riksförbund, den kagefest, som fandt sted på Moderna Museet i Stockholm.
Begivenheden skulle sætte fokus på kvindelig omskæring og problematisere europæernes eksotiske og romantiske forestillinger om Afrika.
Derfor havde museet skaffet en enorm kage, der skulle forestille en nøgen, sort kvinde.
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth deltog i festligheden og skar storgrinende i den sorte dame, for derefter at madde kunstneren, der havde bagt kagekvinden.
“Det er svært at se, hvordan kvinder, der dør, fordi de bliver omskåret, får noget ud af, at ministeren bidrager til deres nedgørelse,” mener Kitimbwa Sabuni.
“Afrosvenskarnas Riksførbund ser på omskæringen af kvinder med stort alvor. Men der er ikke meget alvor i Moderna Museets kagefest.”
Kitimbwa Sabuni kalder eventen for et “groft racistisk overgreb” og kritiserer kulturministeren for ikke at kunne se problemet. Samtidig er han sur over ministerens reaktion på kritikken.
“Hun taler også om, at situationen er blevet misforstået og gør det altså tydeligt, at vi, som er oprørte over hendes opførsel, ikke forstår, hvad det handler om. At det er hende, der sidder på den eneste rigtige fortolkning af situationen”.
Kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth siger til Svenska Dagbladet, at hun kan forstå, at afrosvenskerne føler sig stødt over hendes kageaktion.
“Det var en chokerende situation, og det var vel også, hvad kunstneren havde i sigte. Han påstår jo, at vestens romantiserende syn på Afrika i virkeligheden handler om vold og racisme”.
Kunstneren bag kagen mener, at Afrosvenskarnas Riksförbund har misfortsået hans kunstværk, hvilket han beklager.
I går eftermiddag modtog Moderna Museet en bombetrussel og blev efterfølgende evakueret. Politiet formoder, at truslen skyldes vrede over kravet om kulturministerens afgang.
Kilde: Svenska Dagbladet

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu