Rådgiver skal redde Konservative ud af krise

31. januar 2013 11:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rådgiver skal redde Konservative ud af krise
Billede mangler

Med en ny struktur og en ny kommunikationschef vil Det Konservative Folkeparti styrke sin kommunikation, så det kan høste flere mandater end de otte, partiet opnåede ved seneste valg.

 

Partiet sammenlægger sin pressetjeneste og det politisk-økonomiske sekretariat på Christiansborg under en ny kommunikationschef, der hentes fra interesseorganisationen Dansk Industri.

41-årige Benny Damsgaard kommer fra en stilling som rådgiver for Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, og den konservative partileder, Lars Barfoed (K), er glad for, at Damsgaard nu bliver »en del af holdet.

– Det Konservative Folkeparti står over for en række store opgaver de kommende år. Her er der behov for, at vi står stærkest muligt med en endnu mere fokuseret kommunikation og politikudvikling, siger Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Den nye kommunikationschef tiltræder sin stilling den 1. marts. De Konservatives nuværende pressechef, Troels Krog, skifter samtidig til stillingen som særlig rådgiver for Lars Barfoed.

Benny Damsgaard er uddannet cand.scient.pol. og har gennem en årrække arbejdet med kommunikation og politik i Danmark og i udlandet. Den konservative politik er dog ikke ukendt for manden, der tidligere har været landsformand for Konservativ Ungdom, siddet i Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse og været folketingskandidat for partiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu