Radikal borgmester mødes med Hizb ut-Tahrir

14. april 2013 11:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Radikal borgmester mødes med Hizb ut-Tahrir
Billede mangler

Når den kontroversielle organisation Hizb ut-Tahrir søndag eftermiddag holder stormøde i Nørrebrohallen, bliver det med Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester som gæst.

 

»Jeg møder op, ikke fordi jeg er enig med Hizb ut-Tahrir, men fordi jeg vil høre, hvilke argumenter og synspunkter de bruger overfor tilhørerne,« forklarer Anna Mee Allerslev (R) i en pressemeddelelse og uddyber:

»Jeg håber selvfølgelig det bedste, men jeg ved også, at Hizb ut-Tahrir er en organisation, der modarbejder integration, og som tidligere har opfordret københavnere til ikke at stemme ved vores demokratiske valg. Og det er for mig som demokrat og radikal politiker ikke et konstruktivt udgangspunkt for at løse vores samfundsproblemer,« siger hun.

Anna Mee Allerslev påpeger, at Hizb ut-Tahrir tidligere har brugt bandekonflikter og utryghed som anledning til at tiltrække især udsatte unge, som søger et fællesskab at være en del af. Hun ønsker at gøre klart over for unge københavnere, som tiltrækkes af Hizb ut-Tahrir, at der er andre og mere attraktive fællesskaber.

»Som samfund er vi nødt til at stå sammen om at løse bandeproblemerne og samtidig give de unge klare og attraktive alternativer. Vi skal gøre det klart og tydeligt, at vi her i København har et stærkt og rummeligt demokratisk fællesskab, hvor vi kan tilbyde de unge uddannelse, jobs og stærke idrætstilbud. Hizb ut-Tahrir må aldrig få patent på at løse de unges problemer,« siger Anna Mee Allerslev og understreger, at organisationen er i sin gode ret til at holde møde i Nørrebrohallen:

»Danmark er et demokratisk retssamfund. Uanset hvad jeg mener om Hizb ut-Tahrir og deres metoder, er det en lovlig organisation, og jeg vil ikke være med bøje reglerne i vores demokrati,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu