Radikale afviser kritik af Mette Frederiksen

15. marts 2013 08:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Radikale afviser kritik af Mette Frederiksen
Tusindvis af ledige skal skifte aktiveringssystemet ud med skolebænken, mener Mette Frederiksen.

Det var ikke en fejl, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ventede knap en måned med at offentliggøre nye tal for antallet af danskere, der stod til at ryge ud af dagpengesystemet.

 

Det mener arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R).

»Jeg kan ikke se, at ministeren har gjort noget forkert eller har puttet med tallene. Hun har offentliggjort tallene, lige så snart de havde været forbi regeringens økonomiudvalg. Det er helt efter bogen,« siger han.

»Det er kutyme, at man forelægger tallene for regeringen først, inden man går ud og offentliggør dem. I den forbindelse har det spillet ind, at der også har været juleferie,« siger Nadeem Farooq med henvisning til, at regeringens økonomiudvalg holdt møde om sagen 9. januar.

Dagen efter, 10. januar, offentliggjorde Mette Frederiksen et revideret skøn, der sagde, at mod 17.000-23.000 danskere ville falde ud af dagpengesystemet i løbet af det første halve år af 2013. Det var en væsentlig opjustering af den hidtidige vurdering, der sagde 7.000-12.000 danskere.

Ifølge Ekstra Bladet havde Beskæftigelsesministeriet de nye tal allerede i starten af december.

Hos De Konservative er arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kiær (K) forundret over ministerens ageren i sagen.

»Det er ikke så smart at sidde med nogle tal, når man har en så ophedet debat om dagpenge, uden at melde dem ud,« siger Benedikte Kiær.

Hun ser frem til at høre ministerens forklaring, når Mette Frederiksen skal gøre rede for sagen på et samråd indkaldt af Enhedslisten. K mener dog ikke, sagen er stor nok til at få ministeren fældet.

»Sagen er ikke så stor, at man skal trække mistillidskortet,« lyder den umiddelbare vurdering fra Benedikte Kiær.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu