Radikale: Det er en banebrydende reform

25. februar 2013 13:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Radikale: Det er en banebrydende reform
Billede mangler

Unge på kontanthjælp skal hurtigst muligt tage en uddannelse, så de ikke sidder fast i kontanthjælpssystemet i for lang tid og risikerer aldrig at komme ud af det.

 

Det er et af de vigtigste elementer i regeringens udspil til en kommende kontanthjælpsreform, mener de Radikale.

»Denne reform er banebrydende, fordi vi tager en gruppe mennesker alvorligt, som ellers ofte har været overladt til egen skæbne,« siger arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R) i en pressemeddelelse.

Unge under 30 på kontanthjælp skal ifølge regeringens udspil næsten have halveret deres kontanthjælp, hvis de er i stand til at tage en uddannelse. Det skal få de unge til at søge væk fra kontanthjælpen og over på studierne.

»Jeg er meget glad for, at vi nu går ud og klart siger, at der er brug for alle i vores samfund. De unge, der kan, skal i uddannelse. Det er den bedste måde at få fodfæste på arbejdsmarkedet. De voksne, der kan, skal i job. Alle andre skal have en særlig tilrettelagt hjælp. Så også de får muligheden for at komme i job og realisere deres drømme,« siger Nadeem Farooq.

Regeringen forventer med sit udspil til en kontanthjælpsreform at spare knap en milliard kroner om året fra 2015. Det ventes, at de penge skal bruges til at finansiere en kommende konkurrenceevnepakke, der blandt andet indeholder en sænkning af selskabsskatten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu