Radikale: Filmafslag er for tyndt

18. maj 2012 14:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Radikale: Filmafslag er for tyndt
Billede mangler

Det er for tyndt, at Det Danske Filminstitut har afvist en film, fordi skuespillere af anden etnisk herkomst end dansk ikke sælger i provinsen.
Sådan lyder reaktionen fra De Radikale, efter at børnefilmen “MGP Missionen” har fået afslag på støttekroner fra filminstituttet.
– Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forarget, da jeg hørte det.
– Det Danske Filminstitut burde have flere nuancer med, når de bedømmer, hvorvidt film, der netop prøver at udfordre tingenes tilstand, skal have støtte eller ej, siger ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen (R).
“MGP Missionen” har søgt støtte under Det Danske Filminstituts markedsordning, som udelukkende uddeler penge til film, der vurderes at have “kommerciel bæredygtighed”.
Men det økonomiske argument bør ikke i sig selv være en begrundelse for at sige nej til børnespillefilmen, mener Sofie Carsten Nielsen.
“MGP Missionen” handler om den 12-årige Karl, der sammen med sin mor flytter fra Vestjylland til Nørrebro i København. Her skal han forsøge at starte et nyt liv blandt jævnaldrende, der i høj grad har anden etnisk baggrund end dansk.
– Det kan godt være, at man rent økonomisk kan sige, at det ikke sælger godt, men når det er offentlige filmkroner, er det utroligt ærgerligt, at vi skal bruge dem til at bekræfte fordomme i stedet for at prøve at udfordre dem lidt.
– Filminstituttet signalerer også, at hvis man kommer uden for København, så har man ikke noget særligt åbent sind, og det passer simpelthen ikke, siger hun.
Claus Ladegaard, der er områdedirektør for Produktion og Udvikling i Det Danske Filminstitut, siger, at begrundelsen om, at personer af anden etnisk herkomst end dansk ikke sælger i provinsen, kun er en meget lille del af det samlede afslag.
– Vi har ikke kunnet give aktindsigt i det fulde afslag, for det har producenterne af filmen ikke ønsket, at vi gjorde. Det er naturligvis, fordi en del af filmens handling fremgår af teksten, siger han til DR Nyheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu