Radikale: Perspektiver i at eftergive gæld

24. januar 2012 12:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Radikale: Perspektiver i at eftergive gæld
Billede mangler

Skatteministerens eftergivelse af skattegæld på 37 milliarder kroner får opbakning fra Det Radikale Venstre.
Regeringspartneren mener nemlig, at man skal kigge fremad i stedet for at arbejde med inddrivelse hos folk, der ikke kan betale pengene.
“Det kan der godt være perspektiver i. Vi skal bruge vores indsats og energi der, hvor der er størst muligheder for at indrive den. Vi skal være realistiske. Vi taler om nogle mennesker, der ikke har en chance for at betale den tilbage igen,”siger skatteordfører Nadeem Farooq til Newspaq.
Spørgsmål: 37 milliarder kroner svarer til 7.000 kroner pr. dansker. Mener du virkelig, at der er så mange, der ikke kan betale penge tilbage, og derfor bare skal have lov at slippe gratis?
“Det lyder som et højt tal, men jeg kan ikke forholde mig til, om det er urimeligt. Der må selvfølgelig være beregninger i Skat, som har taget stilling til det,” mener Nadeem Farooq.
Hvorvidt det krænker lovlydige borgeres retsfølelse, at nogen bare kan slippe af sted med at lade hånt om banale bøder, vil Nadeem Farooq ikke forholde sig til.
“Det må jo ikke blive sådan, at man kan ryste på hovedet. Det er ikke nok at eftergive. Vi er nødt til at kigge fremadrettet på, hvordan vi kan undgå det,” svarer han.
Den Radikale skatteordfører mener, at man efter at have slået en streg over den store gæld skal rette indsatsen mod at kradse pengene ind hurtigere i forløbet. Men hvorfor fattige danskere vil få råd til at betale bøder, hvis de får en rykker med det samme, frem for senere, vil han ikke svare på.
“Jeg tror ikke, vi kommer det her nærmere. Jeg stoler på, at Skats beregninger er rigtige,” slår han fast.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu