Radikale vil ikke tryne lærerne

3. marts 2013 22:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Radikale vil ikke tryne lærerne
Billede mangler

De Radikale er ikke ude på at tryne lærerne i de verserende overenskomstforhandlinger mellem lærerne og kommunerne.

 

Det fastslår undervisningsordfører Lotte Rod (R), efter at dele af det radikale bagland søndag meldte sig på banen med kraftig kritik af partiformand Margrethe Vestagers melding om, at Danmarks Lærerforening »skaber myter«.

»Det er ikke fordi, vi vil blande os i overenskomstforhandlingerne, men når Danmarks Lærerforening skabe myter, hvor de siger, at vi vil skabe heldagsskole og discountundervisning, så må vi som politikere gå ud og svare på det,« siger Lotte Rod.

Målet med en folkeskolereform er ifølge Lotte Rod en mere sammenhængende skoledag, hvor lærere og skoleledelse aftaler, hvordan tiden bruges i den enkelte klasse på den enkelte skole.

»Lærerne skal have mulighed for at løse opgaven bedst muligt, så de ikke bliver begrænset af, at deres tid og opgaver bliver inddelt i bestemte kasser,« siger Lotte Rod.

Spørgsmål: Men hvor skal den ekstra tid til mere samvær med børnene komme fra?

»Her har lærerne jo en chance for at komme på banen og sige til Kommunernes Landsforening, hvor der er noget bureaukrati, de gerne vil af med,« siger Lotte Rod.

Danmarks Lærerforening har anført i debatten, at mere undervisningstid er lig med mindre forberedelsestid, men det er slet ikke det, der er udgangspunktet for ønsket om en reform, understreger Lotte Rod.

»Hele tanken ved at lægge friheden ud på skolerne er at give lærerne mulighed for at løse opgaverne sammen med ledelsen på den måde, de synes er bedst,« siger Lotte Rod.

»Der kan være gode grunde til, at en ung lærer har brug for mere forberedelsestid end en ældre lærer, eller at man skal bruge mere tid på 5A end på 5B. Det skal man aftale med hinanden på skolerne, præcis som man gør på de fleste andre virksomheder,« siger Lotte Rod.

»Hele målet er, at vi skal blive endnu bedre til at udfordre alle elever, fordi der er så mange elever, der går ud af skolen og ikke har det niveau, der skal til,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu