Radikale vil kommunal »uskik« til livs

14. februar 2013 09:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Radikale vil kommunal »uskik« til livs
Billede mangler

Socialborgmesteren i Københavns Kommune tager regeringens akutjobordning lidt for langt, når han opfordrer sin forvaltning til at ansætte langtidsledige, selv om de er dårligere kvalificeret end andre ansøgere.

 

Sådan lyder meldingen fra de Radikales arbejdsmarkedsordfører på Christiansborg, Nadeem Farooq.

»Min generelle opfordring er, at man altid skal tage den bedste ansøger,« siger han.

»Hvis to ansøgere står lige, så er det i orden, at man vælger den langtidsledige til et akutjob, men ligefrem at overse den bedst kvalificerede er en uskik,« fortsætter han.

Arbejdsmarkedsordføreren håber ikke, at Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (Ø), og de to andre københavnerborgmestre Anne Vang (S) og Ninna Thomsen (SF), der ifølge Politiken bakker ham op, kommer til at inspirere andre borgmestre rundt om i landet.

»Hvis holdningstilkendegivelsen fra nogle borgmestre i København breder sig og bliver realiseret, så får vi jo en lavere produktivitet, hvilket vi ikke har brug for,« siger Nadeem Farooq.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører har ikke lyst til at blande sig i kommunale anliggender.

»Borgmestrene og kommunerne har ingen interesse i at ansætte nogle, der ikke kan yde en god service over for borgerne. De er interesseret i at give den bedst mulige service, da de står med ansvaret og ikke bliver genvalgt, hvis de ikke gør det godt nok,« siger Leif Lahn Jensen (S).

Nadeem Farooq understreger dog, at han ikke har indtryk af, at andre kommuner følger Mikkel Warmings spor. Og han håber, at holdningen ikke bliver realiseret i København.

»Jeg har noteret mig, at den praksis, der er tale om i Københavns Kommune, ikke er ulovlig, men min appel er, at man altid vælger den bedst kvalificerede,« siger Nadeem Farooq.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu