Randers-spiller: Nu snakker vi om medaljer

17. marts 2013 19:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Randers-spiller: Nu snakker vi om medaljer
Billede mangler

Noget af det, der kendetegner et tophold, er, at resultaterne bliver hevet hjem – også på de mindre gode dage.

 

Søndag viste Randers FC sig så som det overraskende tophold, de er. For selvom spillet ikke var imponerende, sikrede kronjyderne sig den tredje sejr ud af tre mulige i forårssæsonen

Et tidligt mål var nok til at slå Silkeborg, og Randers FC er dermed kravlet op på andenpladsen i Superligaen. Ganske vist kun et point foran FC Nordsjælland, der har spillet en kamp mindre, men begejstringen er stadig svær at skjule for Randers FCs Mads Fenger.

– Det er sjovt at være Randers FC-spiller lige for tiden. Alting går, som det skal. Også selvom vi ikke hænger helt så godt sammen, som vi har gjort i de to seneste kampe, lød det fra midterforsvareren, der såvel som de tre point også kan glæde sig over, at Randers som det eneste hold stadig ikke har fået mål imod sig i 2013.

– Det er tredje kamp i træk, vi holder nullet. Vi har været stærke og stået sammen som en enhed, og så har vi fået rigtig god hjælp af David Ousted, når vi har sovet lidt i forsvaret, som vi gjorde lidt for meget i dag. Han hiver nogle rigtig flotte redninger frem, konstaterede Fenger.

Endnu en sejr og en andenplads i ligaen får ikke Randers FCs engelske træner, Colin Todd, til at miste jordforbindelsen.

– Vi skal ikke lade os rive med. Vi har lavet flotte resultater, men det vigtigste er, at vi bliver ved med at stå sammen og arbejde hårdt, lyder formaningen fra Todd.

Den øjeblikkelige stilling og successen i Randers FC giver dog Mads Fenger masser af forhåbninger for resten af foråret.

– Det er fantastisk at se på tabellen. Vi ligger med, hvor det er rigtig sjovt, og vi har vist, at vi kan klare os mod de bedste. Det giver da forhåbninger om både medaljer og europæisk fodbold, siger Fenger, der ikke tænker meget på nedrykning og de 40 point, som var klubbens første delmål i kampen for at overleve i Superligaen.

– Det er slet ikke noget, vi taler om eller tænker på. Der bliver snakket mere om medaljer. Det kunne være vildt sjovt at slutte i top 3.

Og lige nu er der ikke meget, der tyder på, at de drømme er urealistiske.

– Vi ved godt, at vi ikke er uovervindelige, men lige for tiden skal der meget til, før vi taber. Tingene går vores vej, konstaterer Fenger, der godt kunne undvære den landsholdspause, der betyder, at næste kamp først bliver torsdag 28. marts mod OB.

– Det er dejligt at gå til pause med tre sejre og masser af optimisme, men jeg ville egentlig hellere, at vi allerede skulle spille igen i næste weekend. Det gælder om at ride videre på bølgen. Men nu må vi bruge de næste dage på at arbejde videre med Colins idéer og holde humøret højt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu