Rasmus Henning nyvalgt til Aktivkomitéen

15. marts 2013 13:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rasmus Henning nyvalgt til Aktivkomitéen
Billede mangler

For knap fem måneder siden løb Rasmus Henning de sidste skridt i sin aktive karriere, da han for sidste gang krydsede målstregen i Hawaii Ironman. Nu har den pensionerede elitetriatlet taget de første skridt ind i idrætspolitikken.

Rasmus Henning er blot et af de nyvalgte navne til Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmarks Aktivkomité. Triatleten får blandt andet selskab af sejleren Jonas Høgh-Christensen samt den endnu aktive roer, Henrik Stephansen.

Det oplyser DIF på sin hjemmeside.

Aktivkomitéen er et rådgivende organ for bestyrelse og udvalg i DIF og Team Danmark samt eliteaktive i forbundene. Komiteen beskæftiger sig med sager om OL og eliteidræt og består af 10 medlemmer, som vælges for en 4-årig periode. Den nuværende komité er valgt for perioden 2013-16.

Aktivkomitéen har blandt andet tidligere udtalt sig kraftigt om dopingovertrædelser samt Caroline Wozniackis beslutning om at bo udenfor OL-byen ved sidste års Olympiske Lege i London.

– Det er et dårligt signal at sende, at hun ikke vil være med i det fællesskab. Uanset at hun så har vurderet, at det ikke er så optimerende som det andet. Det er bare en del af gamet til OL. Når DIF bakker op om det, må vi bare konstatere, at de er blevet svage i koderne. Så er de et helt andet sted, end de har været tidligere, lyder det dengang fra den nu forhenværende formand, Victor Feddersen, tidligere olympisk guldvinder i ’Guldfireren.

De 10 nyvalgte medlemmer af Aktivkomitéen er Rasmus Henning (Triatlon), Jonas Høgh-Christensen (Sejlsport), Susanne Ward (Sejlsport), Henrik Stephansen (Roning), Adam Spliid (Kajak), Asger Mølgaard (Ski), Christian Bundgaard (Handicapidræt), Cecilie Mayer (Squash), Peter Andreas Andersen (Faldskærm) samt Tobias Sølver Rehling (Amerikansk fodbold).

Samtidig udpeger Team Danmarks bestyrelse et medlem til Aktivkomitéen, hvilket er den tidligere håndboldstjerne Camilla Andersen.

Desuden er det forhenværende medlem af ‘Guldfireren’ Mads Kruse-Andersen født medlem via sin post i EOC’s Athletes Commission (Den europæiske olympiske komité).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu