Nu taler søster ud om familietragedie

24. januar 2013 10:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu taler søster ud om familietragedie
Billede mangler

Den stenrige Rausing-familie har hidtil været helt tavse om den tragedie, som i sommers førte til Eva Rausings alt for tidlige død. Nu taler Tetra Pak-arvingens søster ud om det massive stofmisbrug.

 

Tidligere har den notorisk tyste Rausing-familie kun udtrykt deres sorg over Eva og Hans Kristian Rausings skæbne, og ellers har de undgået at nævne omstændighederne yderligere. Men i en klumme på The Guardians hjemmeside taler Hans Kristian Rausings søster, Sigrid Rausing, nu ud. Det skriver B.dk.

– Min bror, Hans Kristian Rausing, forsvandt ind i en verden af misbrug, hvor ingen andre havde held til at række ud efter ham, skriver hun blandt andet i sin klumme og fortsætter:

– Af alle de tragiske slutninger, vi forestillede os, og der var mange, havde vi aldrig forestillet os, at det hele skulle ende på denne måde.

Sigrid Rausing er i dag selv bosat i London, hvor hun arbejder som forlægger og driver fonden Sigrid Rausings Trust. I sin klumme beskriver hun, hvordan hun gennem sin brors kamp mod stoffer så en fejlslagen misbrugspolitik. Ifølge hende har misbrugerne brug for hjælp, ikke fængsel.

Familien Rausing har tjent milliarder på Hans Kristian og Sigrids far, Hans Rausings, opfindelse af Tetra Pak-kartonerne i 1960erne. I 2010 blev han af Forbes Magazine udnævnt til verdens 64. rigeste mand. Men de rige arvinger Hans Kristian, Sigrid og søsteren Lisbet har hver især tacklet rigdommen forskelligt.

For 25 år siden kom Hans Kristian Rausing hjem fra en rejse til Indien. I sin klumme bebrejder Sigrid Rausing nu sig selv for ikke at have undret sig over, hvor bleg og underernæret han så ud efter turen. Ikke længe efter blev Hans Kristian Rausing sendt på rehabiliteringscenter, og flere ophold fulgte efter i årenes løb.

I 1980erne mødte han sin nu afdøde kone, Eva Rausing, da de begge undergik behandling på et amerikansk rehabiliteringscenter. Sammen med den amerikanskfødte datter af en af cheferne for Pepsi, fik Hans Kristian Rausing fire børn.

Men familielivet satte ikke en stopper for deres fælles misbrug. I 2008 fandt det engelske politi kokain for flere tusinde engelske pund i parrets lejlighed. De slap lige akkurat for fængsel.

Sigrid Rausing forsøgte af flere omgange at hjælpe sin bror, men hver gang var det forgæves. I sin klumme beskriver hun, hvordan hun for et år siden, på nytårsdag, igen forsøgte at komme i kontakt med sin bror, som havde forskanset sig i sin London-lejlighed, så hun kunne hjælpe ham i behandling. Han åbnede aldrig.

Af samme grund mener hun nu, at stofmisbrug skal afkriminaliseres. I stedet for fængsel bør misbrugerne dømmes til behandling. Ifølge Sigrid Rausing er det den eneste måde at komme problemerne med misbrug til livs.

– Hvis vi i stedet definerer misbrug som en mental sygdom, burde det være lettere at afkriminalisere stoffer. Det bør være lettere at indlægge misbrugere, hvis der frygtes for deres helbred. Hans Kristian Rausing har nu selv fået den chance – omend måske 25 år for sent. I stedet for en fængselsdom gennemgår han en toårig behandlingsdom på et privathospital i London.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu