Rebien tror på Tresiba-lancering i første halvår

31. januar 2013 10:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rebien tror på Tresiba-lancering i første halvår
Billede mangler

Novo Nordisk topchef Lars Rebien Sørensen tror på, at selskabets langtidsvirkende insulin Tresiba bliver godkendt og lanceret i USA inden for de næste fem måneder, selvom amerikanske eksperter i en høring i november sidste år var skeptiske over for lægemidlet.

 

Tresiba er godkendt i Japan og Europa, men endnu ikke lanceret, fordi Novo Nordisk først skal have forhandlet aftaler om pris og tilskud på plads med myndighederne.

“Den amerikanske situation er meget forskellig fra Japan og Europa. Vi skal ikke igennem de langstrakte forhandlinger om tilskud, men kan lancere så snart vi får en godkendelse. Herefter skal vi så arbejde for at produktet kan komme på tilskudslisterne,” sagde Lars Rebien Sørensen på en telekonference for danske og udenlandske journalister i morges.

Rebien slog også fast, at der ikke kommer noget krav om, at Novo Nordisk skal lave studier i en mulig risiko for hjertekarsygdomme forbundet med Tresiba, som ellers var en af de store bekymringer i forbindelse med eksperthøringen i USA sidste år.

“Vi kan udelukke et studie før markedsgodkendelsen. Vi har ingen indikationer af det på nuværende tidspunkt, og ekspertpanelets anbefaling var entydig, at et studie først skulle laves efter marketingsgodkendelse,” sagde Lars Rebien Sørensen.

En godkendelse af Tresiba i USA er indregnet i Novo Nordisks forventninger til salgsvækst i 2013, og er hovedforklaringen på, hvorfor forventningerne ligger i et spænd på mellem otte og elleve pct. Hvis selskabet skal nå en salgsvækst på 11 pct. kræver det en hurtig godkendelse i USA.

Lars Rebien Sørensen vil ikke give et bud på, hvornår Tresiba blive en blockbuster (salg over én milliard dollar om året, red.), men han slog fast på telekonferencen, at Tresiba vil blive et multiblockbuster-lægemiddel. Dertil skal lægges salget fra søsterprodukter Ryzodeg, som er et mix af Tresiba og Novo Nordisks hurtigvirkende insulin, og på længere sigt også en kombination af Tresiba og selskabets succesfulde diabetes 2-medicin Victoza, hvis Novo Nordisk får det produkt godkendt

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu