Reddet fra fia?sko-forår

14. april 2013 20:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Reddet fra fia?sko-forår
Billede mangler

Når man er rubriceret i kategorien for etapeløbsspecialister, er det ikke nødvendigvis det taktiske klarsyn, som er mest iøjnefaldende. Slet ikke over for de glubske klassikerhajer, der er vant til at skulle agere og disponere indenfor et mere snævert strategisk råderum og med kortluntet beslutsomhed.

 

Så meget desto mere imponerende var det at se Roman Kreuziger anticipere det forventede slutspil i Amstel Gold Race med et angreb 17 km fra mål på et tidspunkt, hvor alt for mange havde alt for travlt med at skæve over på den slovakiske sejrsmaskine Peter Sagan i et håb om et se ham isoleret og sårbar.

Kreuzigers angreb lignede ikke umiddelbart noget vindende fremstød. Men når man er temporytter nok til at skyde en mavepustende topfart, når der tøves i to minutter for meget bagude, og ingen i et totalt destilleret hovedfelt har mod på at flæske i de sidste reserver af den fysiske hovedstol, kan vårgrøn vanvidsoptimisme forvandles til opportunistisk genialitet.

– Vi havde to kaptajner i dag, Nicki Sørensen og mig. Og med Karsten Kroon som GPS havde vi et rigtig godt udgangspunkt for succes. Hele holdet arbejdede fantastisk derude, og jeg var perfekt forberedt til finalen. Jeg følte mig stærk hele vejen igennem løbet. På den sidste opstigning af Cauberg, bøjede jeg bare hovedet og tænkte ikke andet, end at jeg bare skulle hen til den målstreg før nogen anden. Jeg er vildt glad for sejren, og hele holdet har naturligvis del i den, lød det efterfølgende fra Roman Kreuziger, hvis bedste klassikerresultat hidtil har været en fjerdeplads i Liége-Bastogne-Liége for to år siden.

Roman Kreuzigers karakteristika har mest af alt været det seje, tålmodighedskrævende ridt, hvor en solid enkeltstart og kvalificeret bjergkørsel har været rigeligt til at sikre den nyindkøbte præstationsbærer på Team Saxo-Tinkoff status som fremtidens mand siden gennembruddet som purung 21-årig, hvor det blev til samlet sejr i Schweiz Rundt.

Urokkelig

I en håndfuld år har Kreuziger på grund af sin urokkelige stabilitet derfor kandideret til at være kaptajn med fuldt honnør på eget skib. De forhåbninger fik et skud for boven, da den 26-årige tjekke sidste år startede Giro d’Italia i Danmark under behørig beskyttelse på Astana og som en af løbets absolutte favoritter. For så at gå grueligt grumt ned på dén dårlige dag, alle etapeløbsstjerner frygter som pest, kolera og tyfus i samme åndedrag.

Trods nedturen var Bjarne Riis hurtig ved forhandlingsbordet, og allerede under sidste års Tour de France blev kreuziger kædet sammen med Team Saxo-Tinkoff.

Belastet

At Roman Kreuziger i efteråret blev bekræftet som en af de celebre kunder hos Lance Armstrongs mangeårige turbo-læge, den livstidskarantænedømte Michele Ferrari, var åbenbart ikke nok til at kølne interessen fra Bjarne Riis.

Roman Kreuzigers forbindelse til Michele Ferrari blev bekræftet blandt flere af de afhørte vidner i den USADA-rapport, der definitivt fældede Lance Armstrong, og som trak spor næsten overalt i professionel cykelsport – også i 2013.

Bjarne Riis har trods mange henvendelser det seneste halve år ikke villet fortælle om sine eventuelle overvejelser ved at skrive kontrakt med Roman Kreuziger i lyset af forbindelsen til Michele Ferrari. Akkurat som den danske holdejer, der kuriøst nok selv har vundet Amstel Gold Race i 1997, ikke har villet forholde sig til beskyldningerne om at have været forbindelsesled mellem den spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes og den tidligere Team CSC-stjernerytter Tyler Hamilton, som det er blevet hævdet under edsansvar.

Sæsonen hidtil har da også mest været til nådig glemsel for både Bjarne Riis og Team Saxo-Tinkoff. Alberto Contadors sejr i Tour of San Luis i slutningen af januar har udgjort den magre sejrshøst hidtil. Men med sejren i Amstel Gold Race og Alberto Contador tilbage på startlisten i både Fleche Wallonne og Liége-Bastogne-Liége, er der sportsligt set lys i løbskalenderen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu